Af Ritzau - 22/04-17 19:10

Tusinder marcherer mod alternative faktaTusinder marcherer mod alternative fakta

Lørdag var der i over 600 byer planlagt "March for Videnskaben" mod populisme og faktabenægtende politikere.

storybild

Idéen til March for Science er opstået i USA, hvor præsident Donald Trump og hans administration har indledt et angreb på videnskaben og blandt andet betvivler tallene, der viser at global opvarmning er menneskeskabt. I Danmark fandt marchen sted fra Niels Bohr-instituttet til Christiansborg Slotsplads i København. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2017) (Billede: Scanpix/Martin Sylvest)

Tusindvis af videnskabsmænd, forskere og andre bekymrede borgere deltog lørdag i en verdensomspændende march til støtte for den fri forskning og videnskab.

Under banneret "March for Science" gik demonstranter på gaden for at kæmpe mod, hvad de ser som visse politikeres angreb på fakta.

I Washington, hvor idéen til den globale march blev født, var tusinder samlet for at protestere mod, at "alternative fakta" vinder frem inden for vigtige områder som klimaforandringer.

- Det er vigtigt at vise denne regering, at vi bekymrer os om kendsgerninger, siger 24-årige Chris Taylor, som var mødt op til demonstrationen i Washington.

Arrangørerne bag marchen i Washington har understreget, at initiativet ikke er partipolitisk. Derimod er det født ud af en bekymring over, at videnskaben i stigende grad bliver udfordret og stillet spørgsmål ved under præsident Donald Trumps ledelse.

Trump har foreslået store nedskæringer på en række forskningsområder.

Samtidig har den amerikanske præsident indsat flere klimaskeptikere på magtfulde poster og fået stor støtte fra konservative kristne grupper, der er imod, at skolerne underviser i evolutionsteorien.

- Hvis præsidenten får sin vilje, er videnskaben i fare, siger Elisabeth Johnson, der er pensioneret biolog.

Marchen for videnskaben blev skudt i gang i Australien og New Zealand.

- Klimaforandringer har været "ground zero" for alternative fakta i mange år nu, sagde professor i klimavidenskab James Renwick ved demonstrationen i New Zealand.

Han frygter, at klimaaftalen fra Paris vil blive alvorligt udvandet, hvis Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af aftalen.

- Valget af præsident Trump og USA's mulige exit fra Paris-aftalen er en meget foruroligende udvikling, siger Renwick.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx