28/08-17 13:25; Opdateret: 28/08-17 14:13

USA-soldater letter vandreservoirer og oversvømmer boligerUSA-soldater letter vandreservoirer og oversvømmer boliger

Det er nødvendigt at lede vand fra reservoirer ved Houston for at undgå en endnu værre situation, siger hæren.

storybild

Ingeniørtropper vil lede vand fra overfyldte reservoirer nær Houston, så man ikke mister kontrollen med store vandmasser, oplyser hæren i en udtalelse. Scanpix/Brendan Smialowski

Houston. Ingeniørtropper vil lede vand væk fra fyldte reservoirer nær Houston, så man ikke mister kontrol med store vandmasser efter den tropiske storm Harvey, oplyser hæren i en udtalelse.

Det vil formentlig betyde, at nærliggende beboelsesområder bliver oversvømmet.

Niveauet i disse vandreservoirer er "steget drastisk" de seneste timer på grund af Harvey, som er blandt de værste storme i nyere amerikansk historie.

Soldaterne vil lede vand fra reservoirerne Addicks og Barker til floden Buffalo Bayou, der løber igennem Houston.

- Hvis ikke vi begynder nu, vil vandmængder, der ikke kan kontrolleres, stige yderligere, og så får de større indflydelse på de nærliggende lokalsamfund, siger Lars Zetterstrom, som leder ingeniørtropperne i Galveston.

Udledningen af vand fra de to reservoirer sker mandag morgen lokal tid.

Der ventes mere nedbør mandag over den katastroferamte by, som er den fjerdestørste i USA.

Den nationale vejrmyndigheds direktør vurderer, at vandstanden i Houston vil toppe onsdag og torsdag.

Tusinder er flygtet fra vandmasserne de seneste dage. Mange frivillige forsøger med både og vandscootere at hjælpe naboer og andre med at slippe væk fra højtliggende steder, hvor de har søgt tilflugt.

Harvey er den værste tropiske storm i Texas i mere end 50 år. Den gik i land fredag. Mindst to personer har mistet livet.

I løbet af en uge ventes en regnmængde svarende til et gennemsnitligt års nedbør.

Både skoler, lufthavne og kontorer er mandag lukket i Houston, hvor store veje er forvandlet til floder.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx