Af Ritzau - 05/03-17 14:30; Opdateret: 05/03-17 15:23

Præsident Erdogan trækker nazikortet over for TysklandPræsident Erdogan trækker nazikortet over for Tyskland

Tyskland og Tyrkiet er havnet i en diplomatisk krise, efter at en række valgmøder er blevet aflyst i Tyskland.

storybild

Tyrkiets præsident Erdogan har trukket nazikortet over for Tyskland. (Billede: Scanpix/Ozan Kose)

Aflysningen af tyrkiske valgmøder i Tyskland minder om Nazi-tiden.

Det mener Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

- Jeres fremgangsmåde er ikke anderledes end nazisternes dengang, siger han under en kvindemarch i storbyen Istanbul.

- Jeg troede, at Tyskland for længst havde droppet det (nazisternes fremgangsmåde, red.). Men vi tog fejl.

Tyskland og Tyrkiet er havnet i en diplomatisk krise, efter at en række valgmøder med deltagelse fra forskellige tyrkiske ministre i tyske byer er blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager i den forgangne uge.

Tyrkiet skal stemme om en forfatningsændring i april. Den vil give Erdogan meget mere magt.

Der bor knap halvanden million tyrkere i Tyskland med stemmeret i Tyrkiet.

Aflysningerne har fået den tyrkiske regering til at anklage tyskerne for at underminere dens valgkampagne.

Forholdet mellem de to lande er blevet forværret efter et mislykket tyrkisk militærkup i juli sidste år.

Kritikerne mener, at Erdogan har benyttet kuppet til at rense ud hos politiet, domstolene, hæren og lærere på universiteter.

- I vil belære os om demokrati - og så vil I ikke engang lade dette lands ministre tale hos jer, siger Erdogan søndag.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, talte lørdag i telefon med den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim. Det skete i et forsøg på at bløde krisen op.

De to landes udenrigsministre skal desuden mødes i løbet af den kommende uge.

Konflikten mellem de to lande har allerede givet genlyd i flere andre europæiske lande. Den hollandske højreorienterede politiker Geert Wilders har ifølge Reuters krævet, at tyrkiske valgmøder forbydes i landet.

Og Østrigs kansler, Christian Kern, opfordrer søndag i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag hele EU til at forbyde valgmøderne.

- En fælles reaktion for at forhindre den form for valgkamp giver mening, så enkelte lande som Tyskland, hvor møder bliver forbudt, ikke bliver presset af Tyrkiet, siger Kern i interviewet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx