22/08-17 09:48; Opdateret: 22/08-17 11:15

Indiens højesteret nægter muslimske mænd lynskilsmisseIndiens højesteret nægter muslimske mænd lynskilsmisse

Domstol: Det er forfatningsstridigt, når muslimske mænd får skilsmisse ved at sige et arabisk ord tre gange.

storybild

Indiske muslimske kvinder besøger Jama Masjid-moskéen i New Delhi tirsdag. Det var dagen, hvor Indiens højesteret forbød en omstridt praksis, hvor muslimske mænd på få sekunder kan blive skilt ved tre gange at udtale det arabiske ord talaq, der betyder skilsmisse. Scanpix/Prakash Singh

New Delhi. Indiens højesteret har forbudt en omstridt praksis, hvor muslimske mænd på få sekunder kan blive skilt ved tre gange at udtale det arabiske ord "talaq", der betyder skilsmisse.

- Det er en tradition, som er forfatningsstridig og uislamisk, siger domstolen i sin afgørelse.

Afgørelsen er truffet af et panel af fem dommere, der repræsenterer Indiens største trosretninger - hinduisme, kristendom, islam, sikhisme og zoroastrianisme.

Blandt de personer, der har været med til at rejse sagen, er Shayara Bano, hvis mand afsluttede deres ægteskab ved at skrive et brev i 2015 med ordet "talaq" nævnt tre gange.

Bano fik et nervøst sammenbrud efter "skilsmissebrevet".

Højesteret skulle tage stilling til spørgsmålet: Er proceduren "tredobbelt talaq" en grundlæggende praksis i islam?

Dommerne siger, at det er alt for vilkårligt eller tilfældigt at tillade en mand at "ødelægge et ægteskab ud fra nogle luner".

- Hvad der er syndigt ud fra et religiøst syn, kan ikke gøres gyldigt i henhold til loven.

Indien er et af en lille håndfuld lande, hvor denne praksis har været tilstrækkeligt til at sikre skilsmisse. Men aktivister siger, at det er en diskriminerende praksis.

De siger, at tusindvis af især fattige kvinder efterlades med intet, fordi deres mand har gentaget det lille ord. De tvinges enten hjem til deres forældre eller bliver hjemløse.

I Indien har det siden en lov i 1937 været muligt for en mand at blive skilt på denne måde.

Ifølge indiske aktivister har andre store islamiske lande som Pakistan og Bangladesh forbudt den omstridte praksis. Men i Indien, hvor muslimerne er en minoritet, har den overlevet.

- Det er en meget glad og historisk dag for os, siger Zakia Soman, som har været med til at stifte Indiens Muslimske Kvinders Bevægelse, som har været stærkt involveret i retsopgør om "tre gange talaq".

De fleste af de 170 millioner muslimer i Indien er sunnimuslimer.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx