Af Ritzau - 21/01-17 20:49

Fejlbombning af flygtninge i Nigeria kan have dræbt 236Fejlbombning af flygtninge i Nigeria kan have dræbt 236

Lokal leder i Nigeria siger, at op mod 236 kan være døde i militærets bombning af en lejr for fordrevne.

storybild

Den bombede flygtningelejr huser mennesker, der er fordrevet fra deres hjem af den militante gruppe Boko Haram i det nordøstlige Nigeria. (Billede: Reuters/Reuters)

Helt op mod 236 mennesker kan være blevet ofre for en bombe, som en pilot fra Nigerias luftvåben ved en fejl kastede over en flygtningelejr i det nordøstlige Nigeria tidligere på ugen.

Det siger en lokal embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

Læger uden Grænser sagde fredag, at 90 blev dræbt i tirsdagens angreb. Hjælpeorganisationen tilføjede dog, at der er frygt for, at det kan stige til 170.

Men Babagana Malarima, som er leder af det lokale Kala-Balge styre i Borno-delstaten, hævder, at antallet af dræbte er langt højere.

- Ud fra hvad de mennesker, der begravede ofrene med deres egne hænder, har fortalt mig - ikke dem, der behandlede de sårede - har de begravet 234 døde, siger han.

Dertil kommer to sårede, der døde af deres kvæstelser, tilføjer Malarima.

Nigerias luftvåben siger, at bombningen i Rann i det nordøstligste hjørne af Nigeria fortsat er ved at blive undersøgt.

Men både militære ledere og landets præsident, Muhammadu Buhari, har erkendt, at der var tale om et fejlbombardement.

- Vort folk er virkelig traumatiseret over, at et kampfly fra deres eget land kan lave sådan en fejl og dræbe dem, som den gjorde, i deres eget land, siger Babagana Malarima.

Tirsdagens fejlbombardement skete, netop da hjælpearbejdere var ved at uddele mad i Rann, en lille by tæt ved grænsen til Cameroun, hvor mellem 20.000 og 40.000 mennesker har søgt tilflugt.

Ifølge Læger uden Grænser var de fleste af ofrene kvinder og børn.

Røde Kors har meddelt, at mindst seks af deres frivillige medarbejdere er blandt dødsofrene.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx