15/09-17 07:54; Opdateret: 15/09-17 08:09

Dansker i Japan: Missilaffyring frustrerer japanerneDansker i Japan: Missilaffyring frustrerer japanerne

I Japan skaber Nordkoreas uforudsigelighed utryghed blandt befolkningen, fortæller dansker i Tokyo.

storybild

Ligesom efter forrige missilaffyring fylder frygten for Nordkorea godt i medierne. Hele dagen har nyhedsudsendelserne på tv handlet om affyringen, fortæller Marc Prosser, som er dansker bosiddende i Japan. Scanpix/Kazuhiro Nogi

København. Der er stor frustration i Japan, efter at Nordkorea tidligt fredag morgen igen affyrede et ballistisk missil, som passerede hen over den japanske ø Hokkaido, før det styrtede i Stillehavet.

Det fortæller Marc Prosser, som har boet i den japanske storby Tokyo i godt to år.

- Japanerne er vant til at leve med risikoen for orkaner, tyfoner, jordskælv og tsunamier, men truslen fra Nordkorea er endnu en trussel, siger Marc Prosser, der arbejder som freelancejournalist.

- De har følelsen af, at der er en risiko. Der er en frygt for Nordkorea, og den meget uforudsigelige tilgang landet har til internationale relationer.

Marc Prosser fortæller, at japanerne generelt ikke er et folkefærd, som giver meget udtryk for sine følelser.

- De holder kortene tæt på kroppen. Men nogle af mine venner har jeg talt med, og de har indrømmet, at de har en frygt.

Det er blot to uger siden, at Nordkorea sidst affyrede et mellemdistancemissil hen over Japan.

Missiltesten kommer også, dagen efter at styret truede med at "sænke" Japan og reducere USA til "aske og mørke".

Ligesom efter forrige missilaffyring fylder frygten for Nordkorea godt i medierne. Hele dagen har nyhedsudsendelserne på tv handlet om affyringen, fortæller Marc Prosser.

- Første gang beskrev medierne i høj grad den forvirring, der er omkring, hvad man skal gøre, hvis et missil rammer. Denne gang handler det meget om, hvad man overordnet skal stille op. Det handler om, hvad gør USA nu, og hvad gør Nordkorea, siger han.

- Man skal heller ikke glemme, at Japan er det eneste land i verden, som er blevet ramt af en atombombe, og Nordkorea arbejder på et atomprogram. Det skal man ikke forklejne i den her sammenhæng.

Missiltesten kommer, efter at FN's Sikkerhedsråd tidligere på ugen vedtog et nyt sæt sanktioner mod styret. Det skete efter Nordkoreas seneste atomtest.

FN's Sikkerhedsråd har indkaldt til et hastemøde fredag eftermiddag på grund af fredagens missiltest.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx