Af Ritzau - 26/06-17 16:02; Opdateret: 26/06-17 16:52

May fremlægger plan: Vi ønsker EU-borgere bliver herMay fremlægger plan: Vi ønsker EU-borgere bliver her

Den britiske premierminister vil med EU-aftale skabe tryghed for borgere fra andre EU-lande i Storbritannien.

storybild

- Vi vil tilbyde sikkerhed for de tre millioner EU-borgere, der bor i Storbritannien, siger premierminister Theresa May i parlamentet. (Billede: Reuters/Neil Hall)

Theresa May forsøger med en tale i parlamentet i London at skabe tryghed for alle EU-borgere i Storbritannien efter briternes farvel til EU.

- Vi ønsker, at I skal blive, siger May.

Ikke britiske EU-borgere i kongeriget skal efter EU-afsked søge om et særligt id-kort, og det vil foregå via et simpelt onlinesystem, lover hun.

Det betyder, at borgere fra andre lande, som allerede har søgt om fortsat ophold, skal søge igen. Denne gang på en lettere måde, lyder det.

Denne "opholdstilladelse" vil give ansøgeren samme rettigheder, som mange andre ikke-briter, der har boet i Storbritannien i mere end fem år, har.

Premierministeren indleder sin tale med at sige, at regeringen oprindeligt havde forsøgt at sikre en aftale for EU-borgere i Storbritannien, inden artikel 50 blev aktiveret tidligere på året.

EU-traktatens artikel 50 omhandler et medlemslands udtræden af unionen.

- Vi vil tilbyde sikkerhed for de tre millioner EU-borgere, der bor i Storbritannien, siger May.

En lignende ordning venter hun for de britiske statsborgere, der bor i andre EU-lande.

Ordningen skal også gælde borgere fra Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, nævner May.

Regeringens ønske er at fastsætte en skæringsdato, så EU-borgere, der bor i Storbritannien inden denne, kan søge om permanent opholdstilladelse.

Forhandlinger om rettigheder for briter i EU-lande og for ikke britiske EU-borgere i Storbritannien vurderes at være blandt de letteste på den lange liste over forhold, der skal falde på plads, før briterne og EU kan skilles.

May bekræftede i talen, at hun ikke kan acceptere EU-Domstolen som dømmende myndighed i sager om borgerrettigheder. De skal behandles ved britiske domstole, slår hun fast. Det vil møde modstand i EU.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx