27/09-17 02:02

Amnesty: Aktivistiske kvinder har sejret i Saudi-ArabienAmnesty: Aktivistiske kvinder har sejret i Saudi-Arabien

Resten af den arabiske verden ser mod Saudi-Arabien. Derfor er ny ret til at køre bil vigtig, siger Amnesty.

storybild

Kvinder har ikke haft lov til at køre bil i Saudi-Arabien. Det ser nu ud til at ændres med dekret fra kongen. Scanpix/Fayez Nureldine/arkiv

Riyadh. På de sociale medier har der i årevis floreret billeder, hvor saudiske kvinder med tørklæder poserer bag bilrat.

Billederne er taget ulovligt for at protestere mod kongedømmet, og dets lov om at kvinder ikke må køre bil i landet.

Men tirsdag aften blev protesterne hørt. Den saudiske kong Salman, udstedte et dekret, der siger, at en ny lov skal implementeres i juni 2018, der gør det muligt for kvinder at køre bil.

En vigtig sejr for de aktivistiske kvinder, siger generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, Trine Christensen.

- Det er en rigtig vigtig udvikling, og vi ser det bestemt som en stor sejr for de modige kvindelige aktivister, som igennem årene har valgt at trodse forbuddet ved at køre bil og dermed ende i fængsel for manges vedkommende eller blive chikaneret på anden vis, siger hun.

Amnesty ser dog fortsat store problemer for kvinder i Saudi-Arabien.

Blandt andet den begrænsning at kvinder er afhængige af tilladelser fra mandlige værger.

- Man kan hverken rejse eller arbejde uden tilladelse fra en mand.

- Det bliver nødt til at blive ændret, hvis vi skal tale om, at der er en langsigtet og bæredygtig udvikling på den her front. At det ikke bare er en enlig svale – det vil slet ikke være tilfredsstillende, siger generalsekretæren.

Trine Christensen er dog ikke i tvivl om, at kvinders ret til at komme bag rattet vil påvirke landets kultur.

- Om ikke andet så er der ikke nogen tvivl om, at den symbolske værdi, der ligger i at afskaffe loven, vil have en kulturel afsmitning.

- Der er selvfølgelig lang vej igen, men det her er rigtig positivt både lovgivningsmæssigt, rettighedsmæssigt, men også langt ude over Saudi Arabiens grænser.

Det skyldes ifølge Trine Christensen, at Saudi-Arabien er et land, som de øvrige lande orienterer sig mod i den arabiske verden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx