Af Ritzau - 12/04-17 11:05; Opdateret: 12/04-17 12:14

Rusland advarer USA mod at gentage angreb på SyrienRusland advarer USA mod at gentage angreb på Syrien

Forholdet mellem Rusland og USA er blevet værre under præsident Donald Trump, siger Ruslands præsident.

storybild

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov (th.), tager i Moskva mod USA's udenrigsminister, Rex Tillerson. Syrien er på dagsordenen (Billede: Scanpix/Alexander Nemenov)

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger under et møde i Moskva med sin besøgende amerikanske kollega, Rex Tillerson, at det er vigtigt, at USA ikke gennemfører et nyt angreb på Syrien.

Samtidig siger præsident, Vladimir Putin, i et tv-interview, at forholdet mellem Rusland og USA er blevet værre, siden Donald Trump blev præsident.

USA angreb i sidste uge en syrisk flybase med 59 Tomahawk-raketter affyret fra to krigsfartøjer i Middelhavet. Det var et svar på den syriske hærs angreb på en oprørskontrolleret by i det nordlige Syrien, hvor over 70 døde efter at have været udsat for nervegas.

Rusland støtter præsident Bashar al-Assads regering med kampfly i den over seks år lange krig.

Lavrov betegner det amerikanske angreb som et brud på folkeretten.

Men både Lavrov og Tillerson lover, at de er klar til at lytte til hinanden og svare.

- Jeg ser frem til en meget åben og ligefrem ordudveksling, så vi bedre er i stand til at definere det amerikansk-russiske forhold nu og fremover, siger Tillerson.

Der var på forhånd mange spekulationer om, hvorvidt Tillerson ville mødes med Putin. Et møde kunne signalere, at de to lande trods uenighed kunne arbejde videre på en fælles løsning på krigen i Syrien.

Onsdag middag dansk tid var det ikke klart, om Tillerson mødes med Putin eller ej.

I et i tv-interview siger Putin, at der er et meget anstrengt forhold mellem Rusland og USA.

- Man kan sige, at graden af tillid på det arbejdsmæssige praktiske niveau, navnlig på det militære niveau, ikke er blevet bedre, det er nærmere blevet værre, siger han.

Putin siger, at der kan være to forklaringer på, at folk døde under sidste tirsdags angreb i den syriske provins Idlib.

* At syriske fly har ramt oprørernes lagre af kemiske våben og udløst den dræbende nervegas.

* At optrinet var iscenesat for at miskreditere den syriske regering.

Det er forklaringer, der afvises af USA.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx