Af Ritzau - 10/06-17 14:28; Opdateret: 10/06-17 15:18

May klynger sig til sit job og udpeger ny regeringMay klynger sig til sit job og udpeger ny regering

I den britiske premierministers konservative bagland er der mange steder skuffelse og vrede over valget.

storybild

Det, som skulle have været en overbevisende valgsejr over arbejderpartiet Labour, blev reelt et nederlag. Ifølge tabloidavisen The Sun har en gruppe af indflydelsesrige konservative svoret, at de vil af med Theresa May som leder efter valget. (Billede: Scanpix/Justin Tallis)

En svækket Theresa May arbejdede lørdag intenst på at sammensætte en ny mindretalsregering.

Det sker, efter at hun har været igennem et katastrofalt dårligt valg, som komplicerer Storbritanniens udtræden af EU.

I premierministerens konservative bagland er der mange steder skuffelse og vrede over, at May satte deres partis flertal i parlamentet på spil og tabte.

Den konservative parlamentariker Nigel Evans har stået frem med en åben kritik af premierministeren.

- Det er et forbløffende selvmål. Vi har ikke skudt os selv i foden, vi har skudt os selv i hovedet, har han sagt.

Flere iagttagere siger, at Mays autoritet er undergravet, og at hun kæmper for sit politiske liv få dage før de historiske brexit-forhandlinger indledes.

Krisen blev understreget lørdag, da Mays stabschef, Nick Timothy, trådte tilbage. Timothy, der var en af Mays helt centrale rådgivere, trådte tilbage sammen med Fiona Hill, som også var toprådgiver for premierministeren.

Det, som skulle have været en overbevisende valgsejr over arbejderpartiet Labour, blev reelt et nederlag. Ifølge tabloidavisen The Sun har en gruppe af indflydelsesrige konservative svoret, at de vil af med May.

- Men de har aftalt at vente mindst seks måneder, fordi de frygter et opgør om lederposten i partiet måske vil sikre Labour magten.

- Hun bliver indtil videre, fastslår en kilde i det konservative parti.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger lørdag, at hun går ud fra, at briterne stadig ønsker at forlade EU, og at forhandlinger må indledes hurtigt.

Den tyske EU-kommissær, Günther Oettinger, siger imidlertid, at en svag britisk leder øger risikoen for, at forhandlingerne ender dårligt.

Andre kilder i EU-systemet påpeger, at May ikke vil kunne indgå kompromisaftaler. Det er, fordi hun ikke har et bredt parlamentsflertal bag sig.

EU27-landene vil først have exit-betingelserne på plads, før de vil begynde at tale om det fremtidige forhold til Storbritannien, herunder en frihandelsaftale.

Exit-betingelserne handler blandt andet om, hvad briterne skal betale ved udgangen, om EU-borgeres rettigheder i Storbritannien og omvendt og om at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx