13/10-17 20:50

EU's udenrigschef: Iran-aftale fungererEU's udenrigschef: Iran-aftale fungerer

Atomaftalen med Iran er ikke en bilateral aftale, som Trump kan opsige, siger Mogherini.

storybild

Federica Mogherini, der her ses sammen med Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, fastholder, at atomaftalen med Iran fungerer efter hensigten. Reuters/Leonhard Foeger/arkiv

Bruxelles. Atomaftalen med Iran fungerer, og iranerne lever op til de betingelser, der er en del af aftalen.

Det siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, i en udtalelse fredag aften, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har advaret om, at USA kan ende med at forlade aftalen.

- Vi har ikke råd til som internationalt samfund, i hvert fald som Europa, at afvikle en aftale, der fungerer og leverer, siger Mogherini på et pressemøde.

Hun understreger, at Trump ikke har beføjelser til på egen hånd at aflive aftalen.

- Denne aftale er ikke en bilateral aftale. Det internationale samfund, heriblandt EU, har tydeligt sagt, at aftalen er og vil fortsætte med at være i kraft, siger udenrigschefen.

Hun betegner den som en "robust aftale, der giver garantier og en stærk overvågningsmekanisme der sikrer, at Irans atomprogram er og fortsat vil tjene udelukkende civile formål".

Storbritannien, Frankrig og Tyskland, der var tre af landene bag aftalen med Iran, siger i en fælles udtalelse, at de står fast ved aftalen.

- Vi opfordrer den amerikanske regering og kongres til at overveje konsekvenserne for USA's og dets allieredes sikkerhed, inden de tager skridt der kan undergrave aftalen, såsom at genindføre sanktioner mod Iran, der blev ophævet med aftalen, lyder det i en fælles udtalelse fra den franske præsident, Emmanuel Macron, den tyske kansler, Angela Merkel, og den britiske premierminister, Theresa May.

Rusland fremhæver, at betingelserne i aftalen bliver overholdt fra Irans side.

Det russiske udenrigsministerium beklager og kritiserer Trumps nye linje med "aggressiv og truende retorik" over for Iran.

Derimod reagerede to af Irans ærkefjender, Israel og Saudi-Arabien, som de første to lande med ros til Trump. Det kom, umiddelbart efter at han havde afsluttet sin tale i Det Hvide Hus.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, hylder Trump for det, han kalder en "modig beslutning" om Iran.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx