15/09-17 14:07

Ekspert om scenariet, alle frygter: Dette kan tvinge USA til militær aktionEkspert om scenariet, alle frygter: Dette kan tvinge USA til militær aktion

Nordkoreas mange våbentest kan ende i en væbnet konflikt, hvis styret begår fodfejl, advarer en ekspert. Men selv om Nordkorea har optrappet provokationerne, så er der ikke umiddelbart fare for, at situationen udvikler sig til en væbnet konflikt, vurderer ekspert.

Efter trusler mod Japan: Nordkorea affyrer endnu et missil

Nordkorea affyrede fredag morgen lokal tid endnu et ballistisk missil i forbindelse med styrets omstridte våbenprogram. Denne gang fløj det ballistiske missil hen over den japanske ø Hokkaido.

Kort forinden havde den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, truet med at "sænke Japan" og reducere USA til "aske og mørke".

Men selv om Nordkorea har optrappet provokationerne, så er der ikke umiddelbart fare for, at situationen udvikler sig til en væbnet konflikt.

Det vurderer Troy Stangarone, der er direktør for tænketanken Korea Economic Institute of America i Washington.

Hvor tæt er vi på en væbnet konflikt mellem Nordkorea på den ene side og USA og dets allierede på den anden?

- Vi er stadig et godt stykke fra en væbnet konflikt. Faren er, at Nordkorea begår en fejl og affyrer et missil, der rammer en af USA's allierede. Dermed vil styret presse USA ud i en situation, hvor man bliver nødt til at reagere.

Torsdag truede Nordkorea med at reducere USA til "aske". Hvad skal der til, før Nordkorea går til angreb?

- Lige nu har styret kun testet to ICBM (interkontinentale ballistiske missiler, red.), så vi ved ikke, om styret har teknologien til at angribe det amerikanske fastland. Det må vi dog formode, det har.

- Vi har en tendens til at undervurdere styrets teknologiske formåen, hvilket er farligt. Lige nu kan Nordkorea ramme Japan og Sydkorea med atomvåben. De langtrækkende missiler kan ramme Hawaii og sandsynligvis den amerikanske vestkyst, så der er formentlig ikke noget teknologisk til hinder for et angreb.

Hvordan skal vi tolke Kim Jong-uns handlinger? Er han en gal mand?

- Hvis man sætter sig i hans sted, så er han teknisk set stadig i krig med Sydkorea og USA. Han har en allieret i Kina, som han ikke stoler på. Styret har historiske fjender i alle verdenshjørner.

- Regimet ved, at det skal bruge ekstreme metoder for at overleve. Så selv om det ikke er sådan, vi ville gøre det i Vesten, så er der en vis logik i det, Nordkorea gør.

Hvad kan Kina gøre for at lægge pres på Nordkorea?

- Det er et svært spørgsmål. Man antager, at Kina kan få Nordkorea tilbage på sporet gennem landets handel med styret. Vi ved dog ikke ret meget om Nordkoreas økonomi.

- Handlen med Kina kan udgøre alt mellem ti og 50 procent af den nordkoreanske økonomi, og hvis det er ti procent, så har Kina ikke særlig stor indflydelse.

- Samtidig har Pyongyang konsekvent ignoreret Beijing, hvilket tyder på, at Kina ikke har mulighed for at presse styret. Men hvis Kina har nogen som helst indflydelse, så er det på tide at bruge den, for hvis Nordkorea fortsætter sine test, så bevæger vi os mod en mere og mere farlig situation.

Hvis ikke Kina kan gøre noget, hvad skal der så til for at løse konflikten?

- Vi er i en svær situation. Vi må vente os se, hvordan Nordkorea vil bruge våbenprogrammet. Hvis det handler om beskyttelse af regimet, så kan styret måske falde til ro, når det har teknologien på plads og blot bruge det som forsvar.

- Hvis styret ser det som et offensivt middel, så kan vi bevæge os mod en mere ustabil fase. Hvis styret føler, at missilerne beskytter det mod hævnaktioner, så kan Nordkorea måske begive sig ud i mindre angreb mod Sydkorea og optrappe cyberangrebene. Alt afhænger af, hvordan Nordkorea vil bruge teknologien.

- Samtidig må vi indse, at der ikke er nogen hurtig løsning på konflikten. Vi må overveje, hvordan vi kan nedtrappe konflikten, mens vi fastholder presset på styret.

Hvad skal der til, før situationen udvikler sig til en væbnet konflikt?

- Der er en række scenarier, man kan forestille sig. Eksempelvis hvis Nordkorea gør alvor af at affyre missiler mod amerikansk territorium. Så står USA i en situation, hvor man bliver nødt til at reagere.

- Det kan også være, hvis styret laver en fejl under en våbentest og eksempelvis rammer Japan. Så kan det også udløse en militær reaktion.

- Der er mange måder, vi kan ende i en væbnet konflikt, og derfor er det vigtigt, at både USA og Nordkorea viser tilbageholdenhed.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx