12/11-17 19:26; Opdateret: 12/11-17 22:11

Kongen af Instagram vinder Sloveniens præsidentvalgKongen af Instagram vinder Sloveniens præsidentvalg

Præsident Borut Pahor, som i hjemlandet er kendt som "kongen af Instagram", fører i anden valgrunde.

storybild

Med 53 procent af stemmerne talt op ved præsidentvalget i Slovenien fører Borut Pahor, som har været præsident siden 2012. Scanpix/Jure Makovec

Ljubljana. Borut Pahor, der i hjemlandet kaldes Barbie og drilles med sin begejstring for sociale medier, ser ud til at blive genvalgt som Sloveniens præsident.

Pahor står til at få 53 procent af stemmerne i anden og afgørende runde af valget, viser et foreløbigt resultat fra valgkommissionen.

De fleste valgsteder er gjort op, melder kommissionen ifølge nyhedsbureauet AP.

Pahor, som har været præsident i landet siden 2012, var i duel mod borgmesteren i Kamnik, Marjan Sarec, som tidligere har været komiker.

Sarec har erkendt sit nederlag. Han ønsker Pahor tillykke med sejren. Han siger samtidig, at den store opbakning til en uerfaren kandidat, som han selv er, er tegn på, at slovenerne ønsker fornyelse.

- Jeg er stolt over at have været i duel mod en fra topligaen. Mit resultat er godt. Det taler for sig selv, siger Marjan Sarec.

Præsidenten er ikke knyttet til noget parti. Men han støttes af Socialdemokraterne, som han var partileder for indtil 2012.

Pahor har fået tilnavnet "kongen af Instagram" på grund af sin flittige tilstedeværelse på sociale medier. Politiske modstandere kalder ham Barbie, skriver nyhedsbureauet AFP.

Hans kritikere mener, at han har gjort sig selv til en berømthed, og at det skader præsidentembedet.

Præsidentposten i Slovenien - den lille eksjugoslaviske stat, hvorfra den amerikanske præsidentfrue, Melania Trump, kommer - er overvejende ceremoniel.

Men præsidenten har dog en vis politisk indflydelse. Han nominerer premierministeren, og der bliver lyttet til hans holdning i vigtige spørgsmål.

Borut Pahor var premierminister fra 2008 til 2012.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx