Af Anders Borup Sørensen - 28/07-14 13:00

Fireårig dræbt på første dag af eidFireårig dræbt på første dag af eid

Israel har genoptaget angreb i Gazastriben som reaktion på, at Hamas har sendt flere raketter ind i Israel.

storybild

(Billede: Polfoto)

En fireårig dreng mistede mandag formiddag livet, da en israelsk granat ramte et hus øst for byen Jabaliya i den nordlige del af Gazastriben.

Det oplyser de palæstinensiske sundhedsmyndigheder til nyhedsbureauet Reuters.

Drengen er dermed det første dødsoffer i konflikten siden midnat, efter begge parter har nedtrappet antallet af angreb, siden en humanitær våbenhvile søndag aften udløb. Tre andre personer døde dog natten til søndag som følge af de skader, de har pådraget sig tidligere.

Den israelske hær har siden midnat gennemført tre luftangreb i Gaza som følge af, at Hamas søndag aften sendte flere raketter ind i Israel. Det oplyser den israelske hær.

Mandag er første dag i den muslimske højtid eid, der markerer, at den hellige fastemåned, ramadanen, er forbi. Det har fået flere af verdens stormagter til igen at bede Hamas og Israel om at indføre våbenhvile.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, understregede søndag aften vigtigheden af en øjeblikkelig humanitær våbenhvile i Gazastriben i en telefonsamtale med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Ifølge en udtalelse fra Det Hvide Hus gjorde Obama det klart, at der må være tale om en ubetinget våbenhvile, der ender fjendtlighederne og fører til permanent ophør af konflikten i tråd med våbenhvileaftalen fra november 2012, som blev mæglet af Egypten.

I samtalen udtrykte den amerikanske præsident desuden bekymring over det stigende antal dræbte civile palæstinensere, tabet af israelske liv og den generelle forværring af den humanitære situation i Gazastriben.

De 21 dages gensidige angreb har kostet flere end 1036 palæstinensere livet, mens 43 israelske soldater og tre civile på israelsk territorium er blevet dræbt.

Målet med den israelske hærs offensiv er at ødelægge Hamas' raketter og tunnelsystemer.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx