Af Ritzau - 09/06-17 05:28; Opdateret: 09/06-17 08:10

Nordirske unionister kan hjælpe May til hendes flertalNordirske unionister kan hjælpe May til hendes flertal

Nordirlands unionistparti står til at vinde ti sæder i parlamentet. Det kan sikre De Konservative et flertal.

storybild

Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland komme til at spille en central rolle i en kommende regering i Storbritannien. Her ses partiets leder, Arlene Foster. (Billede: Scanpix/Paul Faith)

Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland kan vise sig at blive premierminister Theresa Mays redning ved det britiske valg.

- Dette er en god position for DUP. For hvis De Konservative blot mangler et simpelt flertal, så sætter det os i en meget, meget stærk forhandlingsposition, siger parlamentsmedlem for DUP Jeffrey Donaldson til BBC.

- Vi har meget til fælles med De Konservative, tilføjer han.

Samtidig lyder der negative toner fra partiets leder, Arlene Foster, om oppositionsleder Jeremy Corbyn.

- Jeg har altid sagt, at vi har altid fundet det meget vanskeligt at samarbejde med Labours leder, Jeremy Corbyn, siger Arlene Foster.

- Ingen ønsker at se et hårdt brexit, vi ønsker at se en funktionel arbejdsplan.

Samtidig understreger Foster, at DUP bliver nødt til at reflektere over, hvad partiet skal gøre, når de endelige resultater foreligger.

Ifølge en valgstedsmåling står DUP til at gå fra otte til ti sæder ud af de i alt 18 nordirske pladser i det britiske parlament.

Dermed kan partiet komme til at spille en central rolle i en kommende regering.

De Konservative står ifølge nyhedsbureauet Reuters til at få 314 mandater. Det er en tilbagegang på 17 mandater i forhold til den seneste valgperiode. BBC forudser, at De Konservative får 316 pladser.

Hvis Theresa May og De Konservative mister flertallet i parlamentet, skal partiet forsøge at finde støttepartier for at forme en koalition.

For at få regeringsmagten skal et parti i teorien hente 326 mandater til parlamentet. I praksis er det dog 323, da de nordirske nationalister i Sein Fein ikke udnytter sine mandater.

Ifølge valgstedsmålinger står Sein Fein til at vinde syv sæder mod fire i 2015.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx