Af Ritzau - 23/12-16 14:15

Irakiske fly kaster sympatibreve ned til civile i MosulIrakiske fly kaster sympatibreve ned til civile i Mosul

Irakere fra hele landet har skrevet opmuntrende hilsner til deres civile landsmænd i den belejrede by Mosul.

storybild

Civile irakere har skrevet sympatihilsner til deres civile landsmænd i Mosul, som kontrolleres af Islamisk Stat. Brevene er blevet kopieret i fire millioner eksemplarer og kastet ned fra fly over millionbyen, hvor civile løbende bliver ramt af selvmordsbomber, som det eksempelvis skete torsdag i et af udkantsområderne af Mosul, som regeringsstyrkerne har indtaget. (Billede: Scanpix/Jm Lopez)

Det irakiske flyvevåben har kastet fire millioner breve ud over millionbyen Mosul, hvor terrororganisationen Islamisk Stat fortsat holder stand mod regeringshæren og den internationale koalition.

Brevene er fotokopier baseret på mere end 2000 håndskrevne hilsner med opmuntringer fra civile irakere fra andre dele af det uroprægede land.

De tiltænkte modtagere af luftposten er de hundredtusindvis af civile, der ifølge lokale og internationale medier har været holdt som gidsler i deres eget hjem, siden Islamisk Stat tog magten i byen for mere end to år siden.

- Dette initiativ fra det irakiske folk minder beboerne i Mosul om, at de ikke er blevet glemt, og at resten af Irak står bag dem og venter på at byde dem velkommen tilbage, når Isis (Islamisk Stat, red.) er besejret, skriver den amerikanske regering, som leder koalitionen, i en pressemeddelelse.

Brevene er skrevet på arabisk, men den amerikanske Central Command har fået dem oversat.

Flere af dem er meget empatiske:

- Til vores kære folk, fædre, mødre, brødre og søstre. Vi er med jer i alt, vores hjerter er hos jer, og vi føler, hvad I føler af kulde, sult og hårde dage. Vær tålmodige, sejren er nær, står der i et af brevene.

De 2160 breve, der har dannet basis for flyvebladene, er indsamlet løbende siden offensiven for at generobre Mosul startede 17. oktober i år.

Mere end 100.000 mennesker er siden da flygtet fra storbyen, men helt op til en million civile frygtes fortsat at opholde sig i de centrale dele af Mosul.

Den irakiske regering har opfordret de civile til at blive inden døre så vidt muligt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx