Af Ritzau - 11/05-17 21:53; Opdateret: 12/05-17 03:16

USA vil ikke give Arktisk Råd svar om klimaets skæbneUSA vil ikke give Arktisk Råd svar om klimaets skæbne

Amerikanerne tager sig tid til at træffe deres beslutning om den klimaaftale, som Obama indgik i 2015.

storybild

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, er i Alaska til møde i Arktisk Råd med sine kolleger fra Danmark, Finland, Canada, Rusland og Norge. (Billede: Scanpix/Nicholas Kamm)

USA har ikke travlt med at træffe en beslutning om den internationale klimaaftales videre skæbne. Det siger den amerikanske udenrigsminister.

Rex Tillerson er i Alaska til møde i Arktisk Råd med sine kolleger fra Danmark, Finland, Canada, Rusland og Norge.

- Vi vil ikke haste en beslutning igennem. Vi vil arbejde på at træffe den rette beslutning for USA, siger Rex Tillerson om FN-aftalen fra Paris.

Han fortæller, at man i Washington har travlt med at evaluere flere vigtige politiske områder i øjeblikket.

- Vi sætter pris på, at I alle har væsentlige synspunkter. I skal vide, at vi tager os tid til at forstå jeres bekymringer, siger Rex Tillerson.

Præsident Donald Trump har tidligere kaldt klimaforandringer "et svindelnummer". Han har endvidere sagt, at fænomenet er opfundet af Kina og har truet med at trække USA fra klimaaftalen.

En melding om aftalens videre skæbne var ventet tidligere på ugen, men Det Hvide Hus besluttede at udsætte dommen.

Trumps rådgivere vil sandsynligvis mødes og drøfte spørgsmålet inden et G7-topmøde i slutningen af maj, har Trump-kilder sagt.

Flere af præsidentens rådgivere er imod klimaaftalen, fordi de mener, at den skader jobskabelsen i olie- og kulindustrien.

Det var historisk, da verdens lande i december 2015 blev enige om en aftale, der skal bremse og begrænse klimaforandringerne på kloden. Den blev indgået, mens Barack Obama var præsident i USA.

Hans efterfølger, Donald Trump, har dog klart antydet, at klimaet ikke er en prioritet. Hans hovedmål er at "genskabe et stærkt USA".

Trækker USA sig fra aftalen, kan det få alvorlige følger for implementeringen.

USA er den næststørste CO2-udleder i verden. Amerikanernes accept af aftalen var afgørende for, at redningsplanen blev godkendt af alle lande.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx