17/09-17 18:54

USA vil måske lukke ambassade i Cuba efter mystiske høretabUSA vil måske lukke ambassade i Cuba efter mystiske høretab

Den amerikanske ambassade i Havana vil måske blive lukket efter sundhedsproblemer hos landets diplomater.

storybild

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, ser meget alvorligt på, at amerikanske diplomater oplever uforklarlige høretab og hjernerystelser i Cuba. Reuters/Hannah Mckay

New York. Det er ikke længe siden, at USA fejrede genåbningen af landets ambassade i Havana.

Men nu overvejer den amerikanske regering, om ambassaden i den cubanske hovedstad skal lukkes igen. Det fortæller USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, i et interview med tv-stationen CBS.

Kommentaren fra Tillerson kommer, i kølvandet på at en række amerikanske diplomater på ambassaden i Havana på mystisk vis har mistet hørelsen, fået hjernerystelser eller oplevet kvalme og hovedpine.

- Det evaluerer vi på, siger Tillerson om en mulig lukning af ambassaden.

- Det er et meget alvorligt emne, når man ser på de skader, som visse personer har pådraget sig. Nogle af de personer har vi sendt hjem. Vi overvejer det (ambassadelukningen, red.), lyder det videre fra ministeren.

Det er stadig ved at blive undersøgt, hvad der præcist har ført til skaderne. Tidligere har det været fremme, at der skulle være tale om angreb med en avanceret lydenhed.

21 amerikanere, der har været udsendt til Cuba, har fået konstateret skader af forskellig art.

Nogle af dem har fortalt, at de har mærket rystelser eller hørt høje lyde i visse rum, de har opholdt sig i. Andre har hverken følt eller hørt noget, men har alligevel udviklet symptomer såsom høretab.

Tillersons udtalelser betragtes som den hidtil stærkeste indikation på, at USA kan være på vej med et større diplomatisk tiltag i den mystiske affære.

Cuba nægter at have forsøgt at skade amerikanske statsborgere eller i øvrigt at have noget med sagen at gøre.

USA og Cuba åbnede ambassader i hinandens lande i 2015 efter godt et halvt århundrede uden diplomatiske forbindelser.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx