06/10-17 00:34; Opdateret: 06/10-17 10:20

Konservative parlamentsmedlemmer vil angiveligt af med MayKonservative parlamentsmedlemmer vil angiveligt af med May

Den tidligere konservative leder Grant Shapps opfordrer Theresa May til at udskrive valg om formandsposten.

storybild

Under sin tale torsdag blev Theresa May afbrudt af en komiker, som havde skaffet sig adgang til landsmødet og nåede helt op til Mays talerstol, hvor han overrakte hende en P45-formular - en fyreseddel. Reuters/Phil Noble

London. Diskussioner om den britiske premierminister Theresa Mays lederrolle fortsætter i det konservative parti.

Omkring 30 konservative parlamentarikere - både tilhængere og modstandere af brexit - vil af med May, siger tidligere organisatorisk leder af Det Konservative Parti Grant Shapps.

I en modreaktion mod Grant Shapps siger indenrigsminister Amber Rudd, at Theresa May bør blive som leder.

- May bør blive og få klaret problemerne, skriver hun i avisen The Telegraph.

Kritikken af May er taget til, efter at May på den årlige konservative partikongres holdt en af de mest bizarre politiske taler i nyere britisk politik.

Den med spænding imødesete tale, som skulle skabe fornyet tillid til Mays ledelse efter et dårligt parlamentsvalg og tiltagende splittelse i hendes bagland, blev delvist ødelagt af premierministerens hosteanfald.

Desuden blev hun afbrudt af en komiker, som havde skaffet sig adgang til landsmødet og nåede helt op til Mays talerstol, hvor han overrakte hende en P45-formular - en fyreseddel.

- Boris sagde, at jeg skulle give dig denne her, sagde han med henvisning til udenrigsminister Boris Johnson.

Og som prikken over i'et begyndte bogstaverne i det konservative slogan bag hende at falde ned foran de snurrende kameraer.

Men Shapps siger til BBC, at "May bør udskrive et partiledervalg."

- Efter det fejlslagne valg, hendes manglende evne til at skabe enighed i regeringen og en dårlig partikongres kan alle se skriften på væggen, siger Shapps, der var organisatorisk leder for Det Konservative Parti fra 2012 til 2015.

For at udløse en formel udfordring af Mays lederskab skal mindst 48 konservative parlamentarikere støtte en anmodning om et partiledervalg.

Shapps siger, at dem, der vil af med May, ikke har nogen bestemt kandidat i tankerne som hendes afløser.

Mays position har ifølge flere iagttagere været betinget af, at der ikke har været nogen oplagt afløser, som kan skabe enighed i det splittede konservative parti omkring brexit.

Storbritanniens mest populære avis, tabloidavisen The Sun, skriver, at oprør har ulmet mod May siden talen på partikongressen. Men der er ifølge The Sun ikke tilstrækkeligt mange kritikere til at udløse et valg om lederposten.

Mange konservative frygter også, at uenigheden omkring brexit kan tage til og udløse endnu et parlamentsvalg, som kan blive vundet af oppositionen.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx