30/07-17 09:05; Opdateret: 31/07-17 00:37

Oppositionsleder varsler oprør i Venezuela på valgdagOppositionsleder varsler oprør i Venezuela på valgdag

Søndag stemmer Venezuela, og samme dag ønsker oppositionsleder Freddy Guevara, at befolkningen rejser sig.

storybild

Caracas. Søndag kan blive en voldsom dag i Venezuela. Befolkningen skal stemme om en ny lovgivende forsamling, der vil få magten til at omskrive landets forfatning.

Tilliden til valget er dog minimal i landet, og oppositionen opfordrer befolkningen til at gå på barrikaderne og demonstrere i gaderne.

- De vil tvinge os til at leve i kommunisme. Uden frihed, uden retten til at vælge. I morgen gør vi oprør!, skrev oppositionsleder Freddy Guevara lørdag aften på det sociale medie Twitter til sine 958.000 følgere.

Det er den seneste udvikling i en kontinuerlig forværring af den politiske situation i landet.

Under den tidligere præsident Hugo Chávez havde oppositionen trange kår, og under hans arvtager, Nicolas Maduro, er de kun blevet mere trange.

- Der venter med garanti en celle på denne lille Hitler, sagde Nicolas Maduro tidligere i juli om tiden efter en ny forfatning med de beføjelser, den ventes at give ham.

Nicolas Maduro refererer ofte til Freddy Guevara som Hitler.

Oppositionen vil boykotte søndagens afstemning og siger, at valget er konstrueret, således at Maduros socialistiske parti fortsætter med at dominere.

Ifølge Niels Westy, udlandskommentator for avisen Børsen, er årsagen til den store politiske uro i Venezuela en kombination af flere ting.

Han peger på, at landets store økonomiske problemer samt det faktum, at præsident og regering ikke har demokratisk legitimitet, har kastet landet ud i en stor krise.

- Man har i strid med grundloven sat oppositionen ud af spillet, og højesteret er i lommen på præsidenten.

- Urolighederne i gaderne er kommet så vidt, fordi det siddende regime ikke vil acceptere, at man også kan tabe i et demokrati og miste magten, siger Niels Westy.

Ifølge ham står landets præsident, Nicolas Maduro, meget svagt.

- Han lever af andre - blandt andet militæret, der støtter ham.

- Militæret har altid været en magtfaktor i Venezuela. Det kan afgøre, hvem der har magten i landet.

Niels Westy tror ikke, at weekendens afstemning kan få situationen i landet til at vende.

- Hvis afstemningen gennemføres, bliver det mest spændende at se, hvor mange der møder op, fordi oppositionen boykotter den og ikke vil anerkende resultatet, siger han.

Flere end 100 demonstranter er blevet dræbt i forbindelse med optøjer de seneste fire måneder, og Maduro har op til weekendens afstemning indført forbud mod nye demonstrationer.

Præsidenten mener, at en ny forfatning vil kunne løse Venezuelas massive sociale og økonomiske problemer.

Det er dog uklart, hvordan han præcist ønsker at ændre forfatningen.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Tasja fik erstatning efter...
bt.dk
Se de værste: Sigrid kritiserede...
bt.dk
Superligaklub har fundet sin nye...
bt.dk
Solgt i hele landet: Spis ikke denne...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx