07/09-17 02:39; Opdateret: 07/09-17 03:35

\"Hunger Games"-skuespiller Donald Sutherland får æres-Oscar

82-årige Donald Sutherland fra "Mash" og "Hunger Games" får en æres-Oscar for sin livslange indsats for film.

storybild

82-årige Donald Sutherland har aldrig været nomineret til en Oscar, men 11. november får han tildelt en æres-Oscar for sin livslange indsats for film. Scanpix/Tiziana Fabi/arkiv

Los Angeles. Den canadiske skuespiller Donald Sutherland får en æres-Oscar for sin livslange indsats for film.

Det oplyser det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Sciences.

Den 82-årige stjerne fra "Mash", "The Hunger Games" og flere end 140 andre film har en karriere, der spænder over fem årtier.

Hans gennembrud kom i 1967 i "The Dirty Dozen" - på dansk "Det Beskidte Dusin".

Herefter spillede han militærkirurgen Hawkeye Pierce kendt for sine kvikke bemærkninger i den satiriske spillefilm "Mash" fra 1970, der blev efterfulgt af en tv-serie af samme navn.

Han har desuden spillet med i krigsfilmen "Kelly's Heroes" ("Kellys Helte") og i thrillerne "Don't Look Now" ("Rødt Chok") og "Klute".

Donald Sutherland, der er far til Kiefer Sutherland kendt fra tv-serien "24 Timer", har aldrig været nomineret til en Oscar.

Han får tildelt sin æres-Oscar sammen med den belgiske instruktør Agnes Varda, den amerikanske instruktør Charles Burnett og filmfotografen Owen Roizman under en ceremoni i Los Angeles 11. november.

Præsidenten for Academy of Motion Picture Arts and Sciences, John Bailey, siger, at ærespriserne afspejler "bredden af international, uafhængig og mainstream filmskabelse".

- Dette er en hyldest til fire store kunstnere, hvis arbejde personificerer mangfoldigheden i vores fælles menneskehed, siger han.

Belgiskfødte Agnes Varda har eksperimenteret med både kortfilm, dokumentarfilm og spillefilm i løbet af sin mere end 60 år lange karriere. Hendes film omfatter "Cléo de 5 à 7", "Le Bonheur" og "L'Une chante, l'autre pas".

Charles Burnett er en uafhængig filmskaber, hvis arbejde - herunder "America Becoming" - er blevet rost for skildringen af det afroamerikanske USA.

Owen Roizman er fem gange blevet nomineret til en Oscar for sit arbejde som fotograf på film som "The French Connection", "Tootsie" og "Network".

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx