Af Ritzau - 10/05-17 05:35; Opdateret: 10/05-17 06:03

Sydkoreas nye præsident vil arbejde for fred med NordkoreaSydkoreas nye præsident vil arbejde for fred med Nordkorea

Moon Jae-in er onsdag blevet indsat om ny præsident i Sydkorea. Han vil i tale med Nordkorea om atomprogram.

storybild

Moon Jae-in siger umiddelbart efter sin indsættelsesceremoni tidligt onsdag morgen dansk tid, at han under de rette forhold er villig til at besøge styret i Nordkorea. (Billede: Reuters/Stringer)

Forandringens vinde blæser i Sydkorea, hvor den liberale Moon Jae-in tidligt onsdag morgen dansk tid er blevet indsat som ny præsident.

Det sker, efter at den tidligere menneskerettighedsadvokat vandt en jordskredssejr ved præsidentvalget tirsdag.

Moon Jae-in har tidligere sagt, at han vil søge en tættere dialog med Nordkorea i Seouls tilgang til det isolerede lands atomvåbenprogram.

Det budskab gentager han efter sin indsættelsesceremoni. Her siger han, at han under de rette forhold vil besøge styret i Pyongyang. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det vil være et markant skifte i den sydkoreanske politiske kurs over for naboen i nord. Hidtil har Sydkorea med tætte bånd til USA været på konfliktkurs med det nordkoreanske styre.

I samme ombæring siger den nye præsident, at han er klar til at forhandle med Kina og USA om det kontroversielle missilforsvarssystem Thaad. Det er et system, som amerikanerne er ved at installere i Sydkorea som et værn mod Nordkorea.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at opbygge fred på den koreanske halvø, siger Moon Jae-in ifølge AFP. Han lover også at styrke samarbejdet med blandt andet USA yderligere.

En af Moon Jae-ins første opgaver bliver at sætte navn på sin premierminister, som derpå skal godkendes i parlamentet.

Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap oplyser kilder, at præsidenten vil pege på guvernøren i den sydlige Jeolla-provins, Lee Nak-yon, som landets nye premierminister.

- Præsidenten har haft guvernør Lee i tankerne i temmelig lang tid, siger en unavngiven kilde.

De øvrige ministre i regeringen kræver ingen godkendelse i folkeforsamlingen.

Sydkoreas første kvindelige præsident, Park Geun-hye, blev formelt afsat fra posten 10. marts. Hun er tilbageholdt og afventer i øjeblikket en retssag om korruption.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx