Af Ritzau - 28/05-17 23:44; Opdateret: 29/05-17 05:53

Nordkorea tester endnu et ballistisk missilNordkorea tester endnu et ballistisk missil

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har indkaldt til et sikkerhedsmøde efter ny nordkoreansk missilaffyring.

storybild

Ifølge Sydkorea har naboen mod nord endnu en gang udført en våbentest. Tilsyneladende af et ballistisk missil (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Str)

Nordkorea indledte den nye uge med endnu en våbentest af et ballistisk missil, der blev affyret klokken 5.09 mandag morgen lokal tid.

Det skriver AFP og Reuters.

Det er den seneste missiltest i en række af åbenlyse provokationer mod det internationale samfund.

Testen var den tredje på lige så mange uger og den 12. i år og blev udført på trods af adskillige FN-sanktioner og advarsler fra både USA, Sydkorea og Japan.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, indkaldte efter affyringen sit nationale sikkerhedsråd til et hastemøde.

Den amerikanske stillehavskommando oplyser, at missilet fløj seks minutter, inden det slog ned øst for Nordkoreas østkyst.

Ifølge japanske myndigheder slog missilet ned i landets eksklusive økonomiske zone. Zonen strækker sig i et bælte 200 sømil ud for den japanske kyst.

Våbentesten markerer den seneste provokation mod USA's præsident, Donald Trump, der på sidste uges G7-topmøde lovede, at han ville løse konflikten med Nordkorea.

Japans premierminister, Shinzo Abe, var heller ikke sen til at fordømme missiltesten.

Ifølge sydkoreanske og amerikanske myndigheder var det et ballistisk missil af typen Scud, der blev affyret.

Det har i visse modificerede udgaver en rækkevidde på omkring 1000 kilometer.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er blevet briefet om den nordkoreanske våbentest. Det oplyser en talsmand for Det Hvide Hus.

- Den amerikanske regering er opmærksom (på affyringen, red.). Præsidenten er blevet briefet, lyder den kortfattede melding fra Det Hvide Hus ifølge Reuters.

Tidligere på måneden bekræftede Nordkorea, at landet med succes havde opsendt et mellemdistancemissil.

Det officielle nordkoreanske nyhedsbureau tilføjede, at missiltypen har vist sig så træfsikker, at det er klar til at blive taget i brug i militære handlinger.

Prøveaffyringen tidligere på måneden udløste nye fordømmelser mod styret i Pyongyang og trusler om nye sanktioner fra FN.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx