08/11-17 02:37; Opdateret: 08/11-17 02:53

Uvejr stopper overraskende Trump-besøg i grænsezoneUvejr stopper overraskende Trump-besøg i grænsezone

Donald Trump var onsdag på vej mod den demilitariserede koreanske grænsezone på trods af at have afvist besøg.

storybild

Donald Trump er i gang med et omfattende Asien-besøg. Reuters/Pool

Seoul. USA's præsident, Donald Trump, har droppet et ganske overraskende besøg til den demilitariserede zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea.

Præsidenten var på vej fra den sydkoreanske hovedstad, Seoul, til zonen, da dårligt vejr betød, at hans helikopter måtte vende om. Tåge og dårlig sigtbarhed gjorde angiveligt flyvningen svær.

Donald Trump havde i første omgang helt afvist at besøge zonen, og det var derfor slet ikke forventet, at han ville tage dertil.

Men onsdag morgen lokal tid fløj han alligevel af sted mod zonen.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, var ankommet dertil før Trump, og inden vejret blev for dårligt. Men han måtte altså vente forgæves på den amerikanske præsident i den demilitariserede zone.

Det er blevet en tradition for amerikanske præsidenter at besøge zonen, der adskiller de to koreanske lande.

Samtlige præsidenter siden Ronald Reagan har besøgt zonen - George H.W. Bush dog kun, da han var vicepræsident.

I forbindelse med Donald Trumps omfattende besøg i Asien havde præsidentens administration oprindeligt udtalt, at et besøg til den demilitariserede zone "ærligt talt var ved at blive en kliché".

Men senere offentliggjorde Trump sine rejseplaner, da han til journalister viste et stykke papir med bogstaverne DMZ (demilitariseret zone, red).

Ifølge Det Hvide Hus er Donald Trump "ret frustreret" over, at det alligevel ikke ser ud til at lykkes at besøge zonen.

Der er både syd- og nordkoreanske soldater i den demilitariserede zone, der blev oprettet af FN i 1953.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx