Af Sebastian Kirk - 03/09-17 16:47

Troede, det var influenza: 10-årig dreng dræbt af defekt køleskabTroede, det var influenza: 10-årig dreng dræbt af defekt køleskab

En 10-årig amerikansk dreng har mistet livet til kulilteforgiftning efter en tur i sommerhus med familien.

storybild

10-årige Gavin Klebs døde som følge af kulilteforgiftning i familiens sommerhus.

Hvad der skulle have været en hyggelig weekend i et sommerhus endte i et dybt tragisk dødsfald for en amerikansk familie, der ikke havde den fjerneste anelse om, at husets køleskab var en stille dræber.

Det skriver lokalmediet Alaska Dispatch News.

Sarah Klebs havde taget to af hende og hendes mand Matts tre børn med på en tur til deres lille sommerhus i Alaska. Matt og parrets ældste søn, 14-årige Connor, var blevet hjemme.

På andendagen i sommerhuset, den 20. august, vågnede parrets otteårige datter Caroline pludselig med hovedpine. Hun fik noget smertestillende og blev sendt tilbage i seng.

Men da parrets 10-årige søn Gavin begyndte at kaste op, fik Sarah Klebs en mistanke om, at hele familien var blevet ramt af en influenza-virus. Det skulle dog vise sig at være langt mere alvorligt.

Sarah fortalte en ven af familien om deres symptomer, og da hun pludselig stoppede med at svare på vennens sms-beskeder, fik denne bange anelser og kørte op til sommerhuset, hvor et grusomt syn ventede.

Otteårige Caroline lå livløst i en seng sammen med sin mor, der var ved bevidsthed men ude af stand til at rejse sig op. 10-årige Gavin lå i en sofa og var ligeledes livløs. Familien blev straks fragtet til hospitalet, hvor den reelle årsag til symptomerne blev fastlagt: kulilteforgiftning.

Det viste sig, at det gasdrevne køleskab i familiens sommerhus var utæt, hvorfor det var begyndt at lække den lugtfri og usynlige, men højst livsfarlige gas. Det endte med at koste den 10-årige dreng, som havde sovet nærmest køleskabet, livet.

Sarah Klebs fortæller til Alaska Dispatch News, at hun har store huller i sin hukommelse fra turen til sommerhuset, og at hun følte sig meget udmattet, mens de var der - begge symptomer på kulilteforgiftning.

»Hvordan skulle jeg vide det? Før dette ville jeg aldrig nogensinde have tænkt på kulilteforgiftning,« siger den knuste mor.

Hun fik mindre skader på sit hjerte som følge af episoden, mens hendes datter Caroline lader til at være kommet sig fuldstændigt. Hun var tilbage i skole allerede en uge efter episoden.

Venner af familien Klebs har efter episoden oprettet en GoFundMe-side til at hjælpe familien med at betale for hospitalsomkostningerne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx