13/10-17 19:42

Trump kræver skrappere linje over for IranTrump kræver skrappere linje over for Iran

USA's præsident lægger afstand til atomaftalen og truer med at trække sig, hvis der ikke findes løsninger.

storybild

Med portrættet af George Washington i baggrunden udlagde præsident Donald Trump fredag sin nye Iran-strategi i en tale i Det Hvide Hus. Reuters/Kevin Lamarque

Washington. Atomaftalen med Iran har ikke givet meget andet end dårlige muligheder for at inspicere Irans atomanlæg og har forsinket præstestyrets vej mod at skaffe sig atomvåben.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, i en tale i Washington fredag, hvor han kræver en skrappere linje over for Iran.

USA's nye strategi over for Iran "skal sikre, at Iran indstiller sine fjendtlige handlinger og aldrig – og jeg mener aldrig – får atomvåben", siger Trump.

- Iran lever ikke op til aftalens ånd, understreger Trump.

Han trækker ikke USA ud af aftalen med Iran, men vil ikke bekræfte, at iranerne lever op til betingelserne i aftalerne, som præsidenten skal hver tredje måned.

- Vi kan ikke og vil ikke foretage denne certificering, siger Trump.

Dermed sender han sagen videre til Kongressen, der nu har 60 dage til at forsøge at finde en løsning på de dele af aftalen, som Trump er utilfreds med.

En af de muligheder, Kongressen har, er at genindføre nogle af de sanktioner, der blev ophævet efter indgåelsen af aftalen.

Hvis USA ikke finder en løsning med Kongressen og sine allierede, vil det trække sig ud af atomaftalen, siger Trump fredag.

Præsidenten fremlagde fredag nye skrappe sanktioner mod den iranske Revolutionsgarde. Ifølge Trump yder den magtfulde iranske militærenhed støtte til terror.

I sin tale nævner Trump også flere gange det iranske raketprogram, som dog ikke er omfattet af atomaftalen fra 2015.

Han gentager sin kritik af atomaftalen, der blev indgået af forgængeren Barack Obama.

- Iran-aftalen var en af de værste og mest ensidige aftaler, USA nogensinde er gået ind i, siger Trump.

Han tilføjer, at aftalen gav det iranske "diktatur" en vigtig økonomisk og politisk en "livline".

- Hvad er formålet med en aftale, der i bedste fald kun forsinker Irans vej mod et atomvåben lidt, spørger Trump, der anklager Iran for flere gange at have overtrådt betingelserne i aftalen.

Andre lande er ikke enige med præsident Trump i, at Iran ikke lever op til betingelserne i atomaftalen.

Iranske embedsmænd har sagt, at de ikke vil genforhandle aftalen fra 2015.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx