21/11-17 07:30; Opdateret: 21/11-17 08:04

Rex Tillerson anklages for brud på lov om børnesoldaterRex Tillerson anklages for brud på lov om børnesoldater

Tillerson fjernede Irak, Myanmar og Afghanistan fra en børnesoldat-liste, selv om de bruger dem, viser notat.

storybild

Et notat fra det amerikanske udenrigsministerium viser, at Rex Tillerson overtrådte en lov om forebyggelse mod børnesoldater, da han i juni besluttede at fjerne Irak, Myanmar og Afghanistan fra en amerikansk liste over lande, der bruger børnesoldater. Reuters/Jonathan Ernst/arkiv

Washington D.C.. En gruppe på omkring 12 embedsmænd i det amerikanske udenrigsministerium har taget det usædvanlige skridt og formelt anklaget udenrigsminister Rex Tillerson for overtrædelse af en føderal lov, der har til formål at stoppe udenlandske hære i at bruge børnesoldater.

Det viser interne regeringsdokumenter, som nyhedsbureauet Reuters har gennemgået.

Et fortroligt notat fra udenrigsministeriet, der hidtil har været hemmeligholdt, viser ifølge Reuters, at Tillerson overtrådte en lov om forebyggelse mod børnesoldater, da han i juni besluttede at fjerne Irak, Myanmar og Afghanistan fra en amerikansk liste over lande, der bruger børnesoldater.

Dette skete nemlig på trods af, at det amerikanske udenrigsministerium offentligt har anerkendt, at børnesoldater bliver brugt i disse lande.

At fjerne landene fra listen gør det lettere for USA at yde militær støtte til dem.

Irak og Afghanistan er tætte allierede med USA i kampen mod islamistiske militante, mens Myanmar er en spirende allieret i USA's bestræbelser på at afbalancere Kinas indflydelse i Sydøstasien.

Dokumenterne viser også, at Tillersons beslutning var i strid med en enstemmig henstilling fra lederne af udenrigsministeriets regionale kontorer i Mellemøsten og Asien samt den amerikanske udsending i både Afghanistan og Pakistan.

Yderligere var beslutningen i strid med en henstilling fra udenrigsministeriets egen afdeling for menneskerettigheder og ministeriets egne advokater.

I det fortrolige notat fra det amerikanske udenrigsministerium fra 28. juli står der:

- Ud over at overtræde amerikansk lov risikerer denne beslutning at forringe troværdigheden af en bred vifte af rapporter og analyser fra udenrigsministeriet.

- Beslutningen har svækket et af den amerikanske regerings primære diplomatiske redskaber til at afskrække statslige væbnede styrker og statsstøttede væbnede grupper fra at rekruttere og bruge børn til kamp rundt om i verden.

Reuters skrev i juni, at Tillerson havde ignoreret interne henstillinger om Irak, Myanmar og Afghanistan.

Men de nye dokumenter afslører altså omfanget af modstanden mod Tillersons beslutning i udenrigsministeriet, herunder den sjældne brug af den såkaldte dissens-kanal.

Den tillader embedsmænd at gøre indsigelse mod politikker uden frygt for repressalier.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx