Af MARIA CHRISTINE MADSEN - 11/06-17 10:51; Opdateret: 11/06-17 11:02

Uhyggelig video: Kvinde fundet lænket som en hund - her bliver hun reddet fra seriemorderUhyggelig video: Kvinde fundet lænket som en hund - her bliver hun reddet fra seriemorder

Det var hendes skrig om hjælp, der ledte betjentene hen til containeren. Den container, der i to måneder havde været hendes fængsel, mens hun lå lænket til væggen.

Sagen om den forsvundne amerikanske kvinde Kala Brown, der sidste år blev fundet 'lænket som en hund' i en mørk container, skabte rystelser gennem landet. Ikke alene på grund af sagens grusomme detaljer - men også fordi, at fundet af kvinden førte til opklaringen af en gammel mordgåde.

Nu har anklagemyndigheden offentliggjort en video, der viser, hvordan betjentene fik reddet Kala Brown ud af containeren i begyndelsen af november sidste år.

Med lommelygter og pistolerne klar bevægede betjentene sig langsomt ind i containeren, efter det var lykkedes dem at bryde døren til den op. I videoen kan man se, hvordan de gik forbi flere vandflasker, metalhylder og noget, der lignede et bur, før de bagerst fandt 30-årige Kala Brown.

Kvinden var iført en langærmet bluse, træningsbukser og klipklappere - og rundt om hendes hals var en stor kæde, der bandt hende fast til containeren. Hendes hænder var bundet bag hendes hoved.

»Hvad er dit navn,« kan man høre, at en af betjentene spørger om, mens en anden spørger:

»Hvordan har du det?«

Andre råber, at nogen skal finde boltsakse og nøgler, så de kan få lænkerne af hende.

»Min hals er bundet til væggen. Deroppe,« kan man høre, at Kala fortæller med en stemme, der ryster.

Det viste sig, at Kala Brown - sammen med sin kæreste Charles Carver - to måneder forinden var mødt op ved ejendomsmægleren Todd Christopher Kohlhepps hjem ved Spartanburg i South Carolina for at gøre rent. Men han havde andre planer for dem.

Kort efter, de var ankommet, trak den 45-åirge ejendomsmægler en pistol, skød Charles og lænkede Kala i metalcontaineren. To gange om dagen lukkede han lyset ind, når han kom med mad til hende.

Kala Brown og Charles Carver. Foto: Foto: Facebook/Find Kala And Charlie

I videoen, der blev offentliggjort fredag, kan man høre, at en af betjentene spørger Kala, hvor hendes kæreste - som hun kaldte Charlie - er.

»Charlie? Han skød ham,« forklarer Kala.

»Hvem skød ham?«, spørger betjenten.

»Todd Kohlhepp skød Charlie tre gange i brystet, pakkede ham ind i blå presenning, lagde ham i traktorens spand og låste mig inde. Jeg har ikke set ham siden,« fortæller Kala og fortsætter:

»Han (Kohlhepp, red.) siger, at han (Charles, red.) er død og begravet. Han siger, at der er flere andre lig, som er begravet her.«

Efter Kala Brown blev befriet fra sine lænker, blev et håndklæde viklet om hendes skuldre, og hun blev ført ud af containeren. Ud i friheden.

Kort efter blev Todd Kohlhepp anholdt og sigtet for at have dræbt Charles og for at have kidnappet Kala. Senere viste det sig, at politiet havde anholdt den mand, der også stod bag et brutalt firedobbelt drab i en cykelbutik tretten år tidligere. Sagen havde ellers været lagt hen som en uløst gåde.

Todd Kohlhepp. Foto: Spartanburg County Sheriff's Office / HANDOUT

Drabene havde kun taget syv minutter at begå. Og der var kun brugt en enkelt pistol.

Det var medarbejderen Noel, der fandt de fire personer ligge døde i den familieejede 'Superbike Motorsports' i den lille by Chesnee i South Carolina. Han havde blot syv minutter forinden talt i telefon med butikkens ejer, før han den morgen trådte ind ad døren.

Mekanikeren Chris Sheberts krop fandt han bagerst i butikken, bukket over foran en cykel, han arbejdede på. Han blev blot 26 år. Ekspedienten Brian Lucas blev fundet på fortovet tæt ved butiksindgangen. Han blev 29. Butiksejeren Scott Ponder fandt man ligge på parkeringspladsen. Han blev 30. Og Scotts mor - Beverly Guy - blev fundet bagerst i butikken foran døren til toilettet, som om hun lige var trådt ud derfra. Hendes liv sluttede ved 52.

De fire drab blev siden omtalt som 'Superbike murders' (Superbike-drabene', red.). Men selvom den fik massiv medieopmærksomhed, forblev sagen år efter år uopklaret.

Indtil Todd Kohlhepp blev anholdt.

Den 26. maj i år erkendte Todd Kohlhepp sig skyldig i at have dræbt i alt syv personer og i at have kidnappet Kala Brown. Han blev idømt syv gange livstid - uden mulighed for prøveløsladelse. Mod at han erkendte sig skyldig, gik anklageren med til at ikke at gå efter en dødsstraf.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx