Af Ritzau - 21/05-17 00:55; Opdateret: 21/05-17 01:44

Medie: Kina har dræbt eller fængslet op mod 20 CIA-spionerMedie: Kina har dræbt eller fængslet op mod 20 CIA-spioner

En af de dræbte CIA-kilder blev skudt foran sine kolleger som en klar advarsel til andre, siger embedsmænd.

storybild

Aldrich Ames er en tidligere agent og analytiker for CIA. Han blev i 1994 anholdt for spionage mod USA som muldvarp for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Luke Frazza)

Den kinesiske regering har systematisk afviklet den amerikanske efterretningstjeneste CIA's spionageindsats i Kina de senere år.

Fra slutningen af 2010 frem til slutningen af 2012 dræbte eller fængslede de kinesiske myndigheder mellem 18 og 20 CIA-kilder i Kina. En af kilderne blev skudt og dræbt foran sine kolleger som en klar advarsel til andre, der eventuelt spionerede.

Det skriver The New York Times søndag. Avisen citerer ti nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd, der taler på betingelse af anonymitet.

De betegner det som et kæmpe tilbageslag for amerikansk efterretningstjeneste.

At det er lykkedes kineserne at finde frem til så mange amerikanske spioner er et af de værste brud på USA's efterretningsaktiviteter i flere årtier, vurderer embedsmændene.

Selv den dag i dag er folk fra efterretningstjenesten stadig usikre på, om USA blev forrådt af muldvarp inden for CIA, eller om kineserne hackede et hemmeligt system, som CIA brugte til at kommunikere med udenlandske kilder.

Ifølge embedsmændene er tabene sammenlignelige med antallet af amerikanske spioner, der gik tabt i Sovjetunionen og Rusland på grund af forræderi begået af de to berygtede spioner Aldrich Ames og Robert Hanssen.

Robert Hanssen er en tidligere FBI-agent, som spionerede mod USA for sovjetiske og russiske efterretningstjenester i 22 år fra 1979 til 2001. 73-årige Hassen afsoner i dag 15 livstidsdomme i et højsikret fængslet i Colorado.

75-årige Aldrich Ames er en tidligere agent og analytiker for CIA. Han blev i 1994 anholdt for spionage mod USA som muldvarp for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Han afsoner en livstidsdom i et fængsel i Indiana uden mulighed for prøveløsladelse.

Vestlige efterretningstjenester har traditionelt fundet det usædvanligt svært at udvikle spionnetværk i Kina og Rusland.

Historien fra The New York Times kommer, mens CIA forsøger at finde ud af, hvordan nogle af tjenestens mest følsomme dokumenter blev offentliggjort af WikiLeaks for to måneder siden.

Samtidig er FBI i gang med at undersøge forbindelser mellem præsident Donald Trumps kampagne og Rusland under valgkampen sidste år.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx