Af Ritzau - 22/06-17 09:51

Brexit får briter til at udsætte investeringerBrexit får briter til at udsætte investeringer

Britisk minister: Der ville lyde et stort lettelsens suk fra erhvervslivet ved en hurtig overgangsaftale.

storybild

Den britiske finansminister, Philip Hammond, siger, at investeringer i erhvervslivet vil blive udsat, indtil erhvervsledere har et indtryk af det sandsynlige udfald af brexit-forhandlingerne. (Billede: Scanpix/Daniel Leal-olivas)

Den britiske finansminister, Philip Hammond, frygter, at investeringer i erhvervslivet bliver udsat, indtil det sandsynlige udfald af brexit-forhandlingerne står klart.

- Der ville lyde et stort lettelsens suk fra erhvervslivet, hvis vi var i stand til at få en hurtig overgangsaftale, siger Hammond til tv-stationen Sky News.

- Der er en lang række investeringer i erhvervslivet, som bliver udsat, indtil erhvervsledere har et mere klart indtryk af, hvordan vores forhandlinger med Bruxelles vil ende.

- Desto hurtigere vi kan give erhvervslivet en sådan sikkerhed, desto tidligere vil vi se erhvervslivet genoptage investeringer, tilføjer finansministeren.

Han ønsker at undgå en højdramatisk og sen afslutning på forhandlingerne med EU.

Hammond siger videre, at den britiske befolkning ønsker en brexit-aftale, som beskytter deres job og deres levestandard.

Den britiske premierminister, Theresa May, har været under pres fra blandt andre højtstående politikere i sit eget konservative parti, fordi hun har ført en hård kurs med hensyn til, hvordan briterne skal forlade EU.

Philip Hammond siger, at han ikke er uenig med andre ministre om brexit. I den forbindelse siger han også, at Theresa May fortsat vil være premierminister ved nytår.

Men May fik en vælgerlussing tidligere på måneden, da det britiske parlamentsvalg endte med, at hun mistede sit absolutte flertal.

Hammond opfattes som talsmand for eliten i Londons finansdistrikt, der frygter, at Storbritannien vil miste mange aktiviteter i EU, efter at May har sagt, at "ingen aftale er bedre end en dårlig aftale."

- Hammond, der er pragmatisk og erhvervsvenlig, har nu en langt stærkere position end tidligere, siger en ledende bankmand til Reuters.

Flere aviser skrev før valget, at Hammond er uenig med Theresa Mays magtfulde rådgivere og var på vej til at blive udskiftet som minister.

Men efter valget har May genudnævnt Hammond og fyret de tidligere så magtfulde rådgivere.

I kontrast til Mays kompromisløse retorik har Hammond understreget betydningen af, at britiske arbejdsgivere kan fortsætte med at finde kvalificeret arbejdskraft i EU.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx