01/11-17 22:29; Opdateret: 02/11-17 00:56

Formodet angrebsmand kontaktede to folk før New York-angrebFormodet angrebsmand kontaktede to folk før New York-angreb

Amerikansk forbundspoliti har fundet en anden usbeker, der var eftersøgt efter mandagens angreb i New York.

storybild

Mukhammadzoir Kadirov er blevet efterlyst i forbindelse med tirsdagens angreb i New York, da politiet ønsker at afhøre ham. Reuters/Handout/arkiv

New York. Det amerikanske forbundspoliti FBI har onsdag afblæst efterlysningen af en 32-årig usbekisk mand ved navn Mukhammadzoir Kadirov, kort efter at den var blevet offentliggjort.

- Vi har fundet ham, mere har jeg ikke at sige, siger FBI's Bill Sweeney på et ultrakort pressemøde.

Det står derfor ikke klart, hvilken forbindelse manden måtte have til tirsdagens bilangreb i New York, hvor otte mennesker mistede livet, og 11 blev såret.

En anonym kilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at den formodede gerningsmand, den 29-årige usbeker Sayfullo Saipov, havde været i kontakt med Kadirov og en tredje person inden angrebet tirsdag.

Sayfullo Saipov blev onsdag sigtet for at stå bag angrebet, hvor en varevogn kørte ind i flere mennesker nær World Trade Center.

Sayfullo Saipov blev mere præcist sigtet for at støtte en terrorgruppe, vold og ødelæggelse af motorkøretøjer.

Ifølge myndighederne kørte han varevognen ind over cykelstien med vilje og dræbte dermed de otte mennesker.

Den 29-årige blev anholdt, efter at han var blevet skudt i maven af politiet.

Den 29-årige usbeker, der blev skudt af politiet kort efter påkørslen tirsdag, er blevet opereret. Onsdag var han dog frisk nok til at blive stillet for en dommer.

Usbekeren deltog i retsmødet i en kørestol, med hænderne i håndjern og med lænker på fødderne. Her blev han beordret varetægtsfængslet.

Ifølge politiet har han indrømmet, at han er inspireret af Islamisk Stats videoer, og han skal have bedt om at få hængt organisationens flag op på sin hospitalsstue.

Efterforskere har også fundet en mobiltelefon blandt Saipovs ejendele, som indeholdt propaganda fra Islamisk Stat.

Han skal også have forklaret, at han valgte at køre ind i mennesker netop den 31. oktober, fordi det er halloween, og derfor ville der være flere mennesker på gaden.

Desuden havde han planlagt at fortsætte til Brooklyn Bridge for at ramme flere fodgængere, lyder det.

Det er også kommet frem, at den 29-årige skal have planlagt angrebet i flere uger.

Saipov har dog aldrig været genstand for en FBI-undersøgelse, har politiet oplyst.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx