22/08-17 00:17; Opdateret: 22/08-17 06:01

En er død og ni savnes efter jordskælv på italiensk øEn er død og ni savnes efter jordskælv på italiensk ø

Hospitalet på den italienske ø Ischia er blevet evakueret, efter at et jordskælv har ramt området.

storybild

Beboere på Ischia er blevet evakueret, efter et jordskælv har ramt øen. Reuters/Social Media

Rom. En kvinde er død, og ni personer savnes, efter at et jordskælv har ramt den italienske ø Ischia. Jordskælvet ramte mandag klokken 20.57. Det oplyser italienske myndigheder til nyhedsbureauet AP.

En del af de savnede er børn.

Yderligere 26 personer er blevet behandlet for lettere skader, oplyser Roberto Allocca, der er læge på hospitalet i Rizzoli.

På en pressekonference tirsdag nat fortalte chefen for redningsmandskabet, Angelo Borrelli, at byerne Casamicciola og Lacco Ameno er hårdest ramt.

- I Casamicciola er en bygning styrtet sammen, og tre personer er blevet reddet ud derfra i live. Det drejer sig om to kvinder og en mand, siger han.

Han tilføjer, at området blev ramt af 14 mindre efterskælv, efter at det første skælv havde ramt.

Redningsarbejdere har natten igennem forsøgt at få tre børn ud fra en bygning, der er styrtet sammen. Børnene har været i stand til at kommunikere med redningsarbejderne, har borgmesteren i Casamicciola oplyst.

Hospitalet i Rizzoli er blevet evakueret, og kun personer i respirator har fået lov at blive på hospitalet.

Et hotel i byen er ligeledes blevet evakueret.

Ifølge italienske Sky TG24 er flere bygninger i Casamicciola kollapset.

En kvinde omkom i byen, da murbrokker fra en kirke faldt ned over hende, skriver italienske medier. Yderligere tre overlevende personer skal være blevet hevet ud af murbrokkerne.

Jordskælvet blev først beregnet til at have en størrelse på 3,6, men blev senere på nattet opjusteret til en beregnet størrelse på 4,0.

Ischia har flere gange været ramt af jordskælv. Det værste ramte i 1883, hvor flere end 2000 personer omkom.

Brandmandskab, der var på øen for at sikre Ischia mod skovbrande, blev hurtigt udkommanderet til området for at sikre bygninger.

Ischia er et populært turistmål og ligger 30 kilometer ud for Napolis kyst. Der bor omkring 60.000 på øen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx