Af Ritzau - 05/04-17 07:59; Opdateret: 05/04-17 11:10

Rusland: Syriske fly bombede lager med kemiske våbenRusland: Syriske fly bombede lager med kemiske våben

Luftangreb var rettet mod en oprørsstyrkes lager af kemiske våben, siger russisk ministerium. 72 meldes dræbt.

storybild

Det formodede kemiske angreb har dræbt snesevis af mennesker i den oprørskontrollerede by Khan Sheikhoun i den nordlige del af Idlib-provinsen. Her hjælper redningsmandskab en af de sårede. (Billede: Scanpix/Mohamed Al-bakour)

Det var syriske militærfly, der beskød et lager i Idlib-provinsen, som menes at indeholde kemiske våben. Angrebet forårsagede et gasudslip tirsdag.

Det oplyser Ruslands forsvarsministerium.

Ifølge ministeriet var angrebet rettet mod en oprørsstyrkes lager af giftgas i den oprørskontrollerede by Khan Sheikhoun.

- Syriske fly foretog et angreb mod et stort terrorist-våbendepot og en koncentration af militært materiel, siger en talsmand for det russiske forsvarsministerium.

- I det område, hvor depotet ligger, var der værksteder som producerede ammunition til kemisk krigsførelse, forklarer talsmanden.

Han siger, at de kemiske våben har været anvendt af syriske oprørsgrupper i storbyen Aleppo sidste år.

- Forgiftningssymptomerne, der på videoer ses hos ofrene i Khan Sheikhoun, er de samme, som de var i efteråret sidste år i Aleppo, siger talsmanden.

En syrisk oprørsleder afviser imidlertid Ruslands udtalelse om, at den giftgas, der har krævet snesevis af liv i det nordlige Syrien, lækkede fra et bombet depot med kemiske våben.

Oprørslederen siger, at det var syriske kampfly, der stod bag tirsdagens angreb.

- Alle så flyet, da det bombede med gas, siger Hasan Haj Ali, der er kommandant i oprørsstyrken Den Frie Idlib Hær.

USA har beskyldt den syriske præsident, Bashar al-Assad, for at stå bag det formodede angreb.

Gasudslippet har kostet mindst 72 mennesker livet i Khan Sheikhoun, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Blandt de døde er 20 børn, meddeler observatoriet. Omkring 160 er såret.

Storbritanniens udenrigsminister, Boris Johnson, mener ligeledes, at pilen peger mod Assad-styret.

- Alle beviser, jeg har set, antyder, at det var Assad-regimet, der brugte ulovlige våben mod sit eget folk, siger Johnson onsdag morgen ved ankomsten til en konference om Syrien i Bruxelles.

Den internationale fordømmelse efter det formodede angreb har været massiv. Det beskrives som et af de værste i den foreløbige seks år lange krig.

Luftangrebet skal drøftes ved et hasteindkaldt møde i FN's Sikkerhedsråd senere onsdag.

Onsdag morgen har kampfly foretaget fem nye luftangreb mod det samme oprørskontrollerede område i det nordvestlige Syrien.

Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som følger situationen i landet via et netværk af kilder og aktivister på landjorden.

Det var ikke umiddelbart muligt for nyhedsbureauet Reuters at få bekræftet oplysningen om de nye angreb onsdag fra den syriske hær.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx