11/07-17 21:02; Opdateret: 11/07-17 21:40

Lavrov truer med gengæld mod USA i strid om beslaglæggelseLavrov truer med gengæld mod USA i strid om beslaglæggelse

Obama beordrede i december russisk ejendom i USA beslaglagt efter anklager om russisk indblanding i valg.

storybild

Rusland vil gøre gengæld mod USA, hvis amerikanerne ikke meget snart leverer beslaglagt russisk ejendom tilbage. Det siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, under et besøg i Bruxelles. Scanpix/John Thys

Bruxelles. Rusland vil gøre gengæld mod USA, hvis amerikanerne ikke meget snart leverer beslaglagt russisk ejendom tilbage.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, tirsdag i Bruxelles. Her besøger han EU's udenrigschef, Federica Mogherini.

- Vi håber stadig, at USA som fortaler for retsstaten omsider vil respektere sine internationale forpligtelser, siger Lavrov.

- Hvis det ikke er tilfældet, vil vi være nødt til at gøre gengæld. Det er diplomatiets regler om gensidighed i internationale anliggender, siger han.

Striden handler om, at USA's afgående præsident, Barack Obama, i december beordrede to russiske diplomatiske ejendomme beslaglagt. Samtidig blev 35 russiske diplomater udvist.

Det skete med beskyldninger om, at Rusland havde blandet sig i det amerikanske præsidentvalg.

Det russiske dagblad Izvestia skriver tirsdag, at Rusland er frustreret over, at affæren ikke blev løst under G20-topmødet i Hamburg i weekenden.

Her mødte USA's nye præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, hinanden for første gang.

Ifølge Izvestia overvejer Rusland nu at overtage to amerikanske diplomatiske ejendomme. De skulle ligge i henholdsvis Moskva og Sankt Petersborg.

Rusland overvejer også at udvise omkring 30 amerikanske diplomater, skriver avisen.

Lavrov siger, at Rusland følger situationen tæt. Han afviser at gå i detaljer med mulige planer om at gøre gengæld.

Amerikanske efterretningstjenester har konkluderet, at Rusland stod bag hacking i forbindelse med USA's præsidentvalg.

Det skete blandt andet i et forsøg på at hjælpe Trump med at vinde, mener de.

Rusland har afvist alle anklagerne.

- Situationen er skandaløs, sagde Lavrov tidligere tirsdag under et besøg i Østrig.

Han sagde, at Obama havde forsøgt at "forgifte forholdet" mellem Rusland og USA så meget som muligt.

Formålet var at fange Trump "i en fælde", mente Lavrov.

- Vi vil arbejde på at få sandheden frem i lyset, sagde han.

Det vil det amerikanske senat også. Det er i gang med at undersøge mulige forbindelser mellem Trump og Rusland under valgkampen.

Også forbundspolitiet FBI er i gang med en undersøgelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx