Af Ritzau - 05/05-17 11:47; Opdateret: 05/05-17 14:03

Trump og EU holder topmøde i maj efter knubbede ordTrump og EU holder topmøde i maj efter knubbede ord

Topmødet mellem EU og USA finder sted samme dag, som alle Natos 28 medlemslande holder topmøde i Bruxelles.

storybild

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange tidligere rystet de europæiske ledere med kontroversielle udtalelser om både EU og Nato. Torsdag 25. maj skal Trump til både EU- og Nato-topmøde i Bruxelles. (Billede: Reuters/Carlos Barria)

EU og USA holder topmøde 25. maj i Bruxelles, skriver EU-præsident Donald Tusks talsmand på Twitter.

Deltagerne i topmødet bliver Donald Tusk, EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og USA's præsident, Donald Trump.

Topmødet finder sted samme dag, som alle Natos 28 medlemslande holder topmøde i Bruxelles.

Det er Donald Trumps første besøg i Europa, efter at han er blevet præsident.

Den amerikanske præsident har flere gange tidligere rystet de europæiske ledere med kontroversielle udtalelser om både EU og Nato.

Trump har således rost Storbritanniens beslutning om at melde sig ud af EU. Og han har åbent talt om, at flere lande nok vil følge briterne og også vil søge mod udgangen.

De udtalelser har vakt stor irritation i EU, hvor Juncker har sagt, at EU jo heller ikke går rundt og opfordrer Ohio til at melde sig ud af USA.

Samtidig skrev Tusk i januar i et brev til lederne af de 27 lande, der bliver i EU, at Donald Trump med sine "bekymrende udtalelser" er med til at gøre EU's fremtid "højst uforudsigelig".

- Især forandringen i Washington stiller Den Europæiske Union i en svær situation: Med den nye administration, der synes at sætte spørgsmålstegn ved de sidste 70 års amerikanske udenrigspolitik, skrev Tusk til EU27-lederne før et topmøde på Malta.

Men Donald Trump tror ikke længere, at EU er på vej mod flere udmeldelser og opløsning, lød det for nylig i et interview med Financial Times.

- Jeg mener, at brexit er rigtig godt for Storbritannien. Jeg troede, da det skete, at flere ville følge efter. Men jeg tror virkelig, at EU er ved at få styr på det, sagde Trump til Financial Times i april.

EU og USA har forhandlet om verdens største frihandelsaftale, TTIP, siden juli 2013. Men forhandlingerne røg i dybfryseren, da Trump blev præsident.

Donald Trump har også kaldt Nato "forældet", og han har tidligere truet med ikke at komme medlemslande til undsætning, hvis de bruger for lidt på forsvaret.

Men Nato har optrappet kampen mod terror, og medlemslandene har lovet at bruge flere penge på deres forsvar, og derfor er Nato ikke længere forældet, lød det i sidste måned fra Trump.

I januar 2016 sagde Trump om Bruxelles, hvor han nu skal til to topmøder, at byen er som helvede på jord på grund af det store antal muslimer i den belgiske hovedstad.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx