09/09-17 00:30; Opdateret: 09/09-17 17:13

Hadforbrydelser og ulighed fyldte i norsk partilederdebatHadforbrydelser og ulighed fyldte i norsk partilederdebat

Den sidste tv-debat mellem de norske partiledere fandt sted fredag aften. Mandag stemmer nordmændene.

storybild

Oslo. Der blev gået til stålet i den sidste partilederdebat i Norge, inden nordmændene mandag skal sammensætte et nyt Storting.

Den siddende statsminister og formand for Høyre, Erna Solberg, lagde hårdt ud med at anklage oppositionsleder og Arbeiderpartiet-formand Jonas Gahr Støre for at være "vulgær".

Bemærkningen faldt, efter at Støre hævdede, at hadforbrydelserne er vokset i Norge, mens Solberg har været ved magten.

Statsministeren, der siden 2013 har siddet i regering med det indvandringskritiske Fremskrittspartiet, pointerede, at det er en stigende tendens i hele Europa.

- At sige, at det skyldes en minister i denne regering, når det er en udvikling, der er kommet oven på en stor tilstrømning og flygtningekrise i Europa, som har skabt nye udfordringer, synes jeg egentlig er ganske frækt og vulgært af Arbeiderpartiet, sagde hun i debatten, der blev sendt direkte fra Bergen på tv-stationen NRK.

Statsministeren måtte selv finde sig i hårde udfald, da øget ulighed kom på dagsordenen.

Audun Lysbakken, der er formand for Sosialistisk Venstreparti, beskyldte regeringen for systematisk at prioritere dem, der i forvejen har mest, så forskellene mellem folk vokser.

- En Porsche er blevet 400.000 kroner (cirka 320.000 danske kroner) billigere på fire år - altså mere end en pensionist har at leve for på to år, sagde han.

- De, som har mest, har fået mere på bekostning af dem, der har mindst, tilføjede han.

Valget til det norske Storting, hvor der er 169 pladser, ser ud til at være tættere end nogensinde før.

Hen mod slutningen af debatten kom det til at dreje sig om, hvordan en fremtid uden hverken klart blåt eller rødgrønt flertal vil se ud.

Her er Miljøpartiet De Grønne (MDG) centralt. Partiet har nemlig erklæret sig selv for uafhængigt og villig til at samarbejde med begge blokke - dog ikke Fremskrittspartiet.

MDG-leder Rasmus Hansson sagde under partilederdebatten, at partiet vil bruge en eventuel jokerrolle efter valget til at gennemføre sin egen politik.

Det fik Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre til at svare, at et parti ikke bliver tungen på vægtskålen "i alle sager".

/ritzau/NTB

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx