Af Ritzau - 20/12-16 10:24; Opdateret: 20/12-16 11:13

Dansk ambassadør: Berlin er vågnet til grå og trist morgenDansk ambassadør: Berlin er vågnet til grå og trist morgen

Der er mindre trafik i Berlins gader end på en normal julehandelsdag, siger ambassadør efter formodet angreb.

storybild

Blomster og lys til minde om de dræbte tirsdag formiddag på Breitscheidplatz foran Gedächtniskirke i det centrale Berlin, hvor en lastbil mandag aften bragede ind i et julemarked, dræbte 12 og sårede 48. (Billede: Scanpix/Tobias Schwarz)

Berlinerne er vågnet op til en tåget og grå tirsdag morgen, efter en lastbil mandag aften bragede ind i et julemarked i det centrale Berlin og dræbte 12 personer og sårede 48.

Danmarks ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen, befinder sig på ambassaden, som ligger omkring ti minutter væk fra julemarkedet. Hele byen bærer præg af tragedien, fortæller han.

- Folk er sørgmodige. Det er det største form for angreb af den her slags, det nye Tyskland har oplevet i mange, mange år. Derfor er mange tyskere tydeligvis påvirket af det, siger Friis Arne Petersen.

- Der er ikke så meget trafik her i den indre bykerne af Berlin, som der plejer at være på denne tid af året, hvor julemarkederne og julehandlen virkelig trækker mange mennesker, tilføjer han.

Mens der er mere stille i gaderne end normalt, så er der hektisk aktivitet på ambassaden.

Siden de første meldinger fra tyske medier tikkede ind på ambassadørens mobil mandag aften, har ambassadens folk arbejdet på at finde ud af, om der er danskere blandt de sårede eller dræbte.

Julemarkederne trækker mange turister til - også danskere, og derudover bor der omkring 3000 danskere fast i den tyske hovedstad, fortæller ambassadøren.

Indtil nu er der ingen meldinger om dræbte eller sårede danskere.

- Vi prøver at tilbyde vores kriseberedskab til dem, der måtte have behov for det - sorgbehandling eller krisebehandling til folk der har været direkte påvirket, siger Friis Arne Petersen.

- Ifølge nogle af de danske medier var der danskere, der var meget tæt på og nærmest øjenvidner til den meget grufulde begivenhed. Derfor kan de have behov for at tale med nogen og bearbejde det, siger han.

Ambassadøren har endnu ikke overblik over, hvor mange der har benyttet sig af muligheden.

Myndighederne efterforsker episoden som et terrorangreb. En 23-årig mand er anholdt. På pladsen i det centrale Berlin er efterforskningen og oprydningen i gang.

Og hverdagen skal nok - stædigt - indfinde sig igen, siger Friis Arne Petersen.

- Jeg er sikker på, at Berlin vil komme tilbage i løbet af dagen. Berlin er en meget livsstærk by, og jeg tror, at det vil være vigtigt for mange mennesker at vise, at byen kører videre, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx