14/12-17 01:47; Opdateret: 14/12-17 01:58

Abortdømt kvinde skal forblive bag tremmer i El SalvadorAbortdømt kvinde skal forblive bag tremmer i El Salvador

En fængselsstraf på 30 år er blevet opretholdt mod en salvadoransk kvinde, der i 2007 fødte et dødfødt barn.

storybild

San Salvador. En domstol i El Salvador opretholdt onsdag en fængselsstraf på 30 år mod en 34-årig kvinde, hvis fødsel af en dødfødt baby i 2007 blev betegnet som drab. Det skete i henhold til landets abortlovgivning, der er en af de strengeste i verden.

Domstolen afviste således en appel fra den 34-årige Teodora Vasquez, der allerede har siddet bag tremmer i ti år.

- Tribunalet har nået den beslutning, at fængselsstraffen mod Teodora Vasquez skal opretholdes, sagde en af dommerne.

Vasquez' appel var støttet af flere menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International, der betragter El Salvadors forbud mod alle aborter - uden undtagelser - som samvittighedsløst.

Lederen af Det Amerikanske Center for Reproduktive Rettigheder, Nancy Northup, kritiserer onsdagens beslutning:

- Den salvadoranske domstol fortsætter den strafferetlige forfølgelse af kvinder, der lider af graviditetskomplikationer, og nægter kvinder deres værdighed, frihed og rettigheder, udtaler hun i en erklæring.

Teodora Vasquez er en af 27 kvinder, som sidder fængslet i El Salvador for brud på landets drakoniske abortlovgivning.

I sidste uge, da appelsagen blev indledt, sagde Vasquez, der er enlig mor til et tidligere født barn:

- Jeg betaler prisen for en forbrydelse, jeg ikke begik.

Hun fødte i juli 2007, da hun var gravid i niende måned, et dødfødt barn. Det skete, mens hun befandt sig på den skole, hvor hun arbejdede.

Hun forsøgte at ringe til alarmcentralen, da hun mærkede, at noget var galt. Men da ambulancereddere nåede frem, var hun allerede bevidstløs.

Politiet beskyldte hende for bevidst at fremkalde en abort, og i januar 2008 blev hun dømt skyldig i drab under særligt skærpende omstændigheder.

I henhold til en lov, der trådte i kraft i 1998, er alle aborter ulovlige i El Salvador. Det er uanset, om graviditeten skyldes voldtægt eller udgør en sundhedsfare for kvinden.

Fængselsstraffen for abort varierer fra to til otte år, men kvinder kan også blive anklaget for mere alvorlige forbrydelser som i Teodora Vasquez' tilfælde.

Ifølge hendes forsvarsadvokat blev der begået flere "åbenlyse fejl" under den oprindelige retssag. Blandt andet blev barnets dødsårsag fremlagt i retten som drukning, selv om obduktionen fandt, at der var tale om iltmangel.

/ritzau/AFP

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Nøgleperson ankommet til Forligsen...
bt.dk
Prins Harry har valgt sin forlover...
bt.dk
Dagens horoskop: Det siger stjernerne...
bt.dk
Kæmpebøde til køreskole: Over 1800...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx