Af Ritzau - 29/06-17 22:01

Serbien skriver historie med homoseksuel kvindelederSerbien skriver historie med homoseksuel kvindeleder

Ana Brnabic er trods kritik fra oppositionen blevet taget i ed som premierminister i Serbien.

storybild

Nyvalgt premierminister i Serbien, Ana Brnabic, har sagt, at Serbiens indlemmelse i EU er en prioritet. Men samtidig vil hun arbejde på at bevare et godt forhold til Rusland, Kina og USA. (Billede: Reuters/Marko Djurica)

Serbien har åbnet et nyt historisk kapitel med en afstemning i parlamentet i Beograd.

De folkevalgte i Balkan-landet har stemt for en regering under ledelse af Ana Brnabic, som af oppositionen er blevet kaldt "Vestens spion".

Brnabic er erklæret homoseksuel, hvilket er nyt for serberne, som heller ikke tidligere har haft en kvinde som regeringschef.

Homoseksuelle udsættes jævnligt for chikane og overgreb i Serbien.

Regeringen fik støtte fra 157 medlemmer. 55 stemte imod, og dermed kunne premierministeren og hendes ministre godkendes.

Serbiens magtfulde præsident, Aleksandar Vucic, nominerede for to uger siden Ana Brnabic som premierminister.

Vucics beslutning tolkes af iagttagere som et forsøg på at nærme sig Vesten og EU, hvor der er bekymring for Serbiens forhold til Rusland.

Rusland og Serbien har et militært samarbejde, selv om Serbien officielt har et ønske om at blive medlem af EU.

Forholdet mellem EU og Rusland er fortsat koldt på grund af Ruslands fremmarch i Ukraine og annekteringen af Krim.

Brnabic har sagt, at Serbiens indlemmelse i EU er en prioritet. Men samtidig vil man arbejde på at bevare et godt forhold til Rusland, Kina og USA.

Blandt hendes ministre er politikere, som åbent er imod medlemskab af EU.

Vucic ventes at forblive landets reelle leder. Han beskyldes for at lede landet nærmest enevældigt ved blandt andet at begrænse friheder for borgere og medier.

Ana Brnabic har tidligere fungeret som minister i Vucics regering. Hun er ekspert i markedsføring, og hun har tidligere arbejdet for ngo'er.

Brnabic har også haft en stilling i den amerikanske regerings program for udviklingsbistand, USAID.

Premierministeren er ikke knyttet til et parti i Serbien.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx