25/09-17 13:11; Opdateret: 25/09-17 13:41

Danske kurdere rejser til folkeafstemning i IrakDanske kurdere rejser til folkeafstemning i Irak

Mandag er der afstemning om en kurdisk regions løsrivelse fra Irak. Flere danskere er rejst ned for at stemme.

storybild

Mandag stemmer Kurdistan, en nordlig region i Irak, om uafhængighed af Irak. Fem millioner er stemmeberettiget, og ifølge en dansk journalist i området ser det ud til, at et flertal stemmer for løsrivelsen. Folkeafstemningen er ikke godkendt af Iraks regering, der venter voldelige optøjer. Reuters/Thaier Al-sudani

Erbil. Flere danske kurdere er rejst til det nordlige Irak for at stemme ved mandagens folkeafstemning om Kurdistans løsrivelse fra Irak.

Det fortæller dansk journalist og forfatter Deniz Serinci, der er i området for at skrive om valget for irakiske aviser.

- Afstemningen finder sted nu, og ud fra hvad jeg kan se, så er mange dukket op. Danske kurdere er rejst hele vejen fra Danmark for at stemme, siger han.

Kurdistan er en region i det nordlige Irak, hvor man siden 1991 har haft selvstyre.

Ifølge Deniz Serinci er over fem millioner mennesker stemmeberettiget. Mange lande frygter, at det kommer til at udvikle sig voldeligt, og det er der ifølge Deniz Serinci en stor risiko for.

- Nogle steder er der en stor risiko for uro. Især i Kirkuk, hvor byens kurdiske borgmester har besluttet, at byen skal deltage i afstemningen. Det er dog ikke alle i byen, der har lyst til at blive en del af Kurdistan. De ser det som en provokation, siger han.

Det er ikke regionens første afstemning om uafhængighed. I 2005 blev der også afholdt valg om Kurdistans løsrivelse fra Irak. Her stemte 98 procent for at Kurdistan blev en selvstændig stat.

Ifølge Deniz Serinci viser alle meningsmålinger, at det bliver et ja til selvstændighed igen i år.

- Der er lidt større utilfredshed i dag i forhold til i 2005, men der er stor sandsynlighed for, at det alligevel bliver et ja. Der er en stærk kurdisk nationalistisk stemning her, så man bliver meget nemt hængt ud som forræder, hvis man ikke stemmer for, siger han.

Valget i 2005 var en uofficiel afstemning og havde ingen reel betydning. Heller ikke afstemningen i dag vurderes at få den store betydning, mener Deniz Serinci.

Ifølge ham gælder det for kurderne om at sende en besked til omverdenen om, at man ønsker selvstyre. I øjeblikket er det kun Israel, der anerkender Kurdistan som en selvstændig stat.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx