14/11-17 04:44; Opdateret: 14/11-17 06:03

Halvdelen af USA's voksne har nu for højt blodtrykHalvdelen af USA's voksne har nu for højt blodtryk

Den Amerikanske Hjerteforening har mandag ændret standarden for, hvornår amerikanere har for højt blodtryk.

storybild

USA har ændret sine retningslinjer for, hvornår blodtrykket er for højt. Scanpix/Claus Bech/arkiv

Anaheim. Næsten hver anden voksen i USA lider af for højt blodtryk, efter at Den Amerikanske Hjerteforening mandag har offentliggjort nye retningslinjer.

I de nye amerikanske retningslinjer betragtes mere end 130/80 nu som værende for højt blodtryk, hvor grænsen ellers hidtil har lydt på 140/90.

140/90 er også fortsat den europæiske standard for forhøjet blodtryk.

Den nye amerikanske standard betyder, at i alt 46 procent af de voksne amerikanerne nu har for højt blodtryk. Tidligere var tallet 32 procent.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver kontroversielt. Jeg er sikker på, at der er folk, der kommer til at sige: "Vi har svært nok ved at nå ned under 140", lyder det fra Paul Whelton, der er læge ved Tulane University.

Paul Whelton har stået i spidsen for det amerikanske panel, der har vedtaget den nye standard i USA.

Blandt panelets pointer er også, at mange af de ting, som populært betragtes som værende godt for blodtrykket, ikke beviseligt er effektive.

Således har man ikke fundet beviser for, at eksempelvis mørk chokolade, te, kaffe, yoga eller meditation sænker blodtrykket i det lange løb.

Blandt ændringerne i forbindelse med de nye retningslinjer er også nye muligheder for amerikanere over 65 år.

Efter en regelændring for tre år siden har det været procedure, at de først begyndte at tage medicin, hvis deres blodtryk nåede over 150. Men det ændrer sig nu, hvor de kan starte på medicin, når blodtrykket er over 130.

De nye retningslinjer siger samtidig, at folk med diabetes skal behandles, hvis deres blodtryk når over 130.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx