Af Mads Degn - 03/07-17 14:48

6.000 flygtninge gået i land ved populær feriedestination: 'Vi frygter en lavine'6.000 flygtninge gået i land ved populær feriedestination: 'Vi frygter en lavine'

Grækenland og dets mange græske ferieøer har været hårdt presset af det store antal flygtninge og migranter, som har taget farlige rejse over Middelhavet til landet.

storybild

(Billede: TAHA JAWASHI)

Men ifølge engelske The Mirror, tegner der sig nu et billede af, at flygtningenes flugtrute har ændret sig. Således rapporterer det spanske kystvæsen om, at 6.000 migranter i løbet af i år er gået i land ved den populære feriedestination, Costa Del Sol, som dækker over den spanske sydkyst.

Det spanske kystvæsen, som konstant bevogter hele den sydlige kystlinje, frygter, at der er tale om en decideret 'lavine'. De 6.000, der er ankommet i de første fem måneder af 2017, er nemlig mere end en fordobling i forhold til samme periode sidste år.

I øjeblikket har kystvæsenet to bevæbnede patruljeskibe, som ligger til anker 90 kilometer ud for den afrikanske kyst. Derudover er det fælleseuropæiske kystvæsen, Frontex, trådt til med adskillige patruljeskibe.

Alene i første halvdel af året rapporterer det spanske kystvæsen om 69 omkomne - heriblandt en otteårig dreng, som var skyllet op på stranden ved byen Almeira. Årsagen til det høje dødstal er ifølge spanske myndigheder, at mange af flygtningene sejler afsted i skrøbelige gummibåde, ofte for mange af gangen.

57-årige Miguel Parcha, kaptajn på en af patruljebådene, fortæller, at flere af de flygtninge, som bliver reddet i land, har lidt en frygtelig skæbne under deres flugt:

»Vi hører om forfærdelige historier. Gravide kvinder og børn, som er blevet voldtaget, andre er blevet tortureret eller har set familiemedlemmer blive slået ihjel. Sidste år modtog vi 200 om måneden, det tal er nu steget til 600 - og det er kun min båd,« siger Miquel Parcha til The Mirror.

Ifølge kaptajnen betaler flygtningene i gennemsnit 1.500 euro (cirka 11.000 kroner) for at komme væk. Bådene afgår som regel fra Marokko om natten, og rejsen til den spanske kyst kan tage op til 36 timer. Under rejsen får flygtningen sjældent hverken mad eller drikke og er derfor ofte svært afkræftet, når de ankommer.

BT og MX har været i kontakt med de danske rejseselskaber Spies og Bravo Tours, som oplyser, at hverken de eller deres kunder har kunnet mærke det stigende antal flygtninge ved Costa Del Sol.

Sidste år kom i omegnen af 10.231 flygtninge til Spanien - det tal forventes at stige markant i år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx