Af Ritzau - 07/06-17 08:34; Opdateret: 07/06-17 16:36

Angribere i Irans parlament var klædt som kvinderAngribere i Irans parlament var klædt som kvinder

Det tog omkring fem timer for iranske sikkerhedsstyrker at nedkæmpe angribere, som alle meldes dræbt.

storybild

Der er blevet affyret skud ved det iranske parlament og ved krypten, der huser ayatollah Khomeinis grav (billedet) onsdag morgen. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Atta Kenare)

Bevæbnede mænd og selvmordsbombere stormede onsdag det iranske parlament i Teheran og den krypt, der huser afdøde ayatollah Ruhollah Khomeinis grav.

Det dobbelte angreb, der har kostet adskillige mennesker livet, er det første i Iran, som Islamisk Stat har taget skylden for.

Det tog omkring fem timer for iranske sikkerhedsstyrker at nedkæmpe angriberne, som alle meldes dræbt efter at de havde forskanset sig i et parlamentskontor.

Islamisk Stat lagde en video med optagelser af angrebet ud på internettet via dets propagandakontor Amaq. Det er sjældent, at der lægges optagelser ud, mens et angreb stadig er i gang.

Optagelserne var optaget inde fra parlamentskontoret.

Jihadister fra det sunnimuslimske Islamisk Stat anser de shiamuslimske iranere for at være frafaldne, og de fordømmer, at Iran er involveret i krigen mod Islamisk Stat i både Syrien og Irak.

Angrebet i Teheran begyndte midt på formiddagen, da fire bevæbnede mænd trængte ind i parlamentskomplekset i det centrale Teheran, hvor de dræbte en sikkerhedsvagt og en anden person ifølge det iranske nyhedsbureau ISNA.

En embedsmand i indenrigsministeriet siger, at angriberne var klædt som kvinder og gik ind gennem bygningens hovedindgang. En udløste en selvmordsvest, da de andre blev dræbt af sikkerhedsvagter.

På omtrent samme tidspunkt trængte to andre angribere ind i Khomeini mausoleet, hvor en gartner blev dræbt og adskillige andre mennesker blev såret.

Den ene af angriberne udløste en selvmordsvest, mens den anden blev dræbt af skud.

De iranske myndigheder siger, at i alt 12 blev dræbt og 43 blev såret.

Der blev i længere tid hørt skudvekslinger i nærliggende kontorbygninger, hvor politifolk hjalp ansatte med at flygte ud af vinduer, mens finskytter gik i stilling på hustagene. Der var rapporter om gidseltagning, men myndighederne gav udtryk for, at angriberne var nedkæmpet.

Iranske ledere forsøger at nedtone angrebet, som hverken præsident Hassan Rouhani eller landets øverst leder, ayatollah Ali Khamenei, har kommenteret.

Et tredje angreb blev forhindret, siger myndighederne.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx