09/08-17 16:48; Opdateret: 09/08-17 22:57

Ansat i regeringsparti meldes dræbt med machete i KenyaAnsat i regeringsparti meldes dræbt med machete i Kenya

Vrede oppositionstilhængere er gået på gaden, efter præsidentkandidat hævder, at der er fiflet med resultatet.

storybild

Nairobi. Flere mennesker har mistet livet i voldshandlinger i Kenya onsdag, efter oppositionsleder Raila Odinga har sået tvivl om resultatet af tirsdagens præsidentvalg.

I Tana River-området ved kysten blev en person dræbt af en bande bevæbnet med macheter, som angreb et optællingssted. Den dræbte er medlem af regeringspartiet Jubilee, oplyser en indbygger i området til Reuters.

Kenyansk politi har skudt og dræbt to af de bevæbnede personer, siger øjenvidner.

Tidligere på dagen blev to dræbt af skud i et slumkvarter i Kenyas hovedstad, Nairobi, i forbindelse med voldsomme protester efter valget.

Det oplyser politikilder og øjenvidner.

Nairobis politichef, Japheth Koome, oplyser, at de to dødsofre blev skudt, da de forsøgte at udnytte urolighederne til at stjæle.

Oppositionstilhængere protesterer mod de foreløbige valgresultater, der tyder på, at præsident Uhuru Kenyatta har en komfortabel føring og har kurs mod genvalg.

Hans nærmeste rival, oppositionsleder Raila Odinga, hævder, at der er manipuleret med det tekniske system ved valget. Det har fået hans tilhængere til at gå på gaden i både Nairobi og flere andre byer.

Odinga hævder, at hackere har infiltreret den kenyanske valgkommissions database og fiflet med resultaterne.

Påstanden er blevet afvist af landets valgkommission.

Kort efter at Odinga havde talt på tv, begyndte vrede demonstranter i Nairobis slumområder at brænde dæk og bygge barrikader på vejene. Det er kommet til sammenstød med politiet i disse områder.

Også i Kisumu i det vestlige Kenya, hvor Odinga har stor opbakning, meldes der om lignende uroligheder.

Syd for Kisumu, omkring byen Kisii, åbnede politiet tidligere på dagen ild mod demonstranter. En blev dræbt.

Langt de fleste byer i Kenya melder dog om fred og ro i kølvandet på tirsdagens valg.

Mange vælgere og flere iagttagere har været bekymrede for, om landet ville opleve uroligheder som dem, der blev set for ti år siden. Her tabte Odinga ifølge de officielle resultater valget.

Påstande om valgsvindel udløste dengang flere måneder lange uroligheder, der kostede over 1100 mennesker livet og sendte omkring 600.000 på flugt fra deres hjem.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx