04/08-17 08:07

Rwanda ventes at vælge populær præsident for tredje gangRwanda ventes at vælge populær præsident for tredje gang

Mange vælgere i Rwanda lovpriser Paul Kagame, der som oprørsleder stoppede ekstremistiske hutu-styrker i 1994.

storybild

I 1994 var Paul Kagame leder af oprørsgruppen Rwandas Patriotiske Front, som satte en stopper for de ekstremistiske hutustyrker efter folkedrabet i landet. Scanpix/Marco Longari/arkiv

Kigali. Valgstederne i Rwanda er fredag morgen åbnet.

De 6,9 millioner registrerede vælgere i landet skal stemme til et præsidentvalg, hvor Paul Kagame forventes at blive genvalgt.

Sker det, kan han for tredje gang sætte sig til rette i præsidentkontoret i det lille østafrikanske land.

59-årige Paul Kagame er oppe imod de to mindre kendte kandidater Frank Habineza fra oppositionspartiet De Grønne Demokrater og Philippe Mpayimana, der stiller op som uafhængig.

Ingen af de to betragtes som en trussel mod Kagame.

- Med ham (Kagame, red.) i spidsen mangler vi ikke noget. Han er sendt af Gud, siger 53-årige Marie-Rose Nyirauro.

Hun fortæller samtidig, at hun ikke engang kender navnene på de to andre kandidater.

Paul Kagame var kun 36 år, da hans oprørsgruppe Rwandas Patriotiske Front (RPF) stoppede ekstremistiske hutustyrker efter folkedrabet i 1994, der kostede 800.000 mennesker - hovedsageligt tutsier - livet.

Rwandas Patriotiske Front blev siden omdannet til det tutsidominerede parti.

Paul Kagame tjente først som vicepræsident, selv om han bredt i befolkningen blev betragtet som de facto leder af landet.

I 2000 blev han af lovgivere udpeget som præsident. Dog blev han først i 2003 valgt til posten for en syvårig periode. Det skete med opbakning fra 95 procent af vælgerne.

I 2010 blev han genvalgt. Det skete med over 90 procent af stemmerne.

I 2015 stemte indbyggerne i Rwanda for en forfatningsændring, som betyder, at Paul Kagame kan blive valgt til endnu en periode.

Kagame forsøger at fremstå som manden, der har bragt stabilitet og vækst tilbage til Rwanda efter folkedrabet.

Kritikere siger dog, at hans styre undergraver demokratiet, og at oppositionen undertrykkes.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx