15/08-17 10:25; Opdateret: 15/08-17 15:03

Tysk forfatningsdomstol drager tvivl om EU-opkøbTysk forfatningsdomstol drager tvivl om EU-opkøb

Den Europæiske Centralbank fører aktiv politik for at understøtte EU-økonomi. Tysk domstol løfter pegefinger.

storybild

Karlsruhe. Tysklands forfatningsdomstol siger, den har betænkeligheder over for Den Europæiske Centralbanks meget store opkøb af obligationer for at understøtte europæisk økonomi.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Opkøbsprogrammet kendes også under den engelske forkortelse QE.

Flere har klaget til den tyske forfatningsdomstol over ECB's opkøbsprogram på 60 milliarder euro om måneden, som blev påbegyndt i foråret 2015.

Den tyske forfatningsdomstol siger, at spørgsmålet skal afgøres af Den Europæiske Domstol.

Men domstolen giver til kende, at der kan være gode grunde til at tro, at de beslutninger der blev truffet, da opkøbene blev sat i gang, var forkerte, skriver dpa.

Den tyske regering har hele tiden set skævt til ECB's initiativ. Men omvendt har det været populært i landene i Sydeuropa, som har været hårdt ramt af finanskrisen og har haft svært ved at få deres økonomier på fode.

Tilhængere peger på, at ECB's chef, Mario Draghi, med opkøbene har bidraget til, at der omsider er solid vækst i store dele af Europa.

Det andet formål med opkøbene er at presse inflationen op. Der har i flere omgange været tilløb til deflation, som kan være lammende for den europæiske økonomi.

Draghi antydede i sidste måned, at ECB overvejer en gradvis nedtrapning af opkøbsprogrammet. Måske med start fra september. Han henviste til, at den europæiske økonomi er i fremgang.

Mange økonomer mener, at USA slap forholdsvis hurtigt gennem den økonomiske krise ved fra 2010 at lade den amerikanske forbundsbank foretage store opkøb af statsobligationer.

De kritiserer samtidig, at ECB ikke hurtigere kom på banen med deres egne opkøb.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx