20/07-17 17:16; Opdateret: 20/07-17 17:58

Stor politiaktion lukker narkohandel på det mørke netStor politiaktion lukker narkohandel på det mørke net

Amerikansk og europæisk politi slår i koordineret aktion til mod narkohandel på den mørke del af internettet.

storybild

Europæisk og amerikansk politi har i en fælles aktion slået til mod narkohandel på den mørke del af internettet, det såkaldte darkweb. Her er to af de største markedspladser for handel med narko blevet lukket. Free/Colourbox

Amsterdam/Washington. Det er slut med at forhandle illegale stoffer på to store markedspladser på den mørke del af internettet, det såkaldte darkweb.

Sådan lyder det torsdag fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, og hollandsk politi.

I en koordineret aktion har landenes politimyndigheder slået til mod markedspladserne AlphaBay og Hansa Market.

De beskrives som to af de største markedspladser for handel med narko på det mørke net.

Her har det hidtil været muligt at sælge og købe illegale stoffer uden at efterlade sig elektroniske fodspor.

Men nu har myndighederne lirket låsen til en del af det hemmelige net op.

- Det mørke net er ikke et gemmested, siger den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions.

- Dette eksempel viser, at man ikke kan vide sig sikker, at man ikke kan gemme sig. Vi vil finde, optrevle og retsforfølge kriminelle netværk, siger Jeff Sessions.

Hollandsk politi fik et gennembrud i sagen, da man kom på sporet af to tyske mænd på henholdsvis 30 og 31 år.

De anses for at have været hovedmændene bag Hansa Market og blev ved hjælp af tysk politi anholdt.

Samtidig tog hollandsk politi kontrol med serverne bag markedspladsen.

Fra 20. juni og en måned frem var det således reelt hollandsk politi, der kontrollerede Hansa Market.

Her var politiet i stand til at overvåge tusindvis af handler med illegale stoffer og indsamle oplysninger om leveringsadresser.

Man har således opsnappet informationer om 10.000 adresser på modtagere af stoffer rundt omkring i Europa.

Disse adresser er nu givet videre til det europæiske politisamarbejde, Europol, der har koordineret den europæiske del af aktionen.

Rob Wainwright, direktør for Europol, kalder i en pressemeddelelse samarbejdet mellem europæisk og amerikansk politi for en "enestående succes".

Han bebuder samtidig, at flere lignende aktioner venter forude.

Den mørke del af internettet anvendes blandt andet til salg af illegale stoffer, handel med våben og distribution af børnepornografisk materiale.

/ritzau/AFP

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Vulkanudbrud på ferieø: Flod af lava...
bt.dk
Historisk kro brændt ned til grunden
bt.dk
Dyrere benzin på vej
bt.dk
Arriva efter Støjbergs...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx