22/11-17 14:11

Advokat: Mladic vil anke livstidsdomAdvokat: Mladic vil anke livstidsdom

Krigsforbrydertribunal i Haag har begået en fejl mod Mladic, som skal rettes op, siger forsvarsadvokat.

storybild

Ratko Mladic, der her ses i retslokalet i Haag, anker onsdagens livstidsdom for blandt andet folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Reuters/Handout

Haag. Ratko Mladic vil anke sin livstidsdom, siger en af hans forsvarsadvokater.

- Det er helt sikkert, at vi vil anke dommen, og den anke vil være vellykket, siger advokat Dragan Ivetic til de forsamlede journalister.

Den tidligere bosnisk-serbiske hærleder blev onsdag ved en FN-domstol i Haag dømt for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og andre krigsforbrydelser begået under krigen i Bosnien i 1990'erne.

Under den langvarige retssag har Mladics forsvarsadvokater argumenteret for, at deres klient skulle frifindes.

- Vi håber, at de fejl, domstolen har lavet, vil blive rettet under overvejelsen af anken, siger Ivetic ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Ratko Mladics søn Darko, der var til stede ved domsafsigelsen i Haag onsdag, betegner dommen som "krigspropaganda".

- Denne dom er uretfærdig og går imod kendsgerningerne. Vi vil kæmpe for at vise, at denne afgørelse er forkert, siger Darko Mladic til de forsamlede journalister ved det særlige krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien.

- I dag er retfærdighed blevet erstattet af krigspropaganda, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx