24/09-17 05:02

Slaget om reformer af EU går i gang efter det tyske valgSlaget om reformer af EU går i gang efter det tyske valg

De tyske og franske holdninger til EU-reformer nærmer sig hinanden med store skridt, siger en ekspert.

storybild

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, ventes at forsøge at puste nyt liv i det europæiske samarbejde efter hendes forventede valgsejr søndag. Reuters/Fabrizio Bensch

Bruxelles. Når de tyske vælgere søndag har talt, skal der gang i reformer af det europæiske samarbejde.

Det er den klare forventning i Bruxelles, hvor alle tror på, at Angela Merkel vil fortsætte som forbundskansler.

Frankrig og Tyskland vil sætte sig sammen i et forsøg på at puste nyt liv i det europæiske samarbejde oven på den britiske exit, der sendte EU i chok.

Isabell Hoffmann, der er analytiker ved tænketanken Bertelsmann Stiftung i Bruxelles, tror, at EU's to vigtigste lande kan enes om nye planer.

- Vinduet har aldrig været mere åbent de sidste ti år, end det er nu, siger Isabell Hoffmann.

Og Emmanuel Macron har travlt. Den franske præsident vil allerede spille ud med sine forslag i en stor tale på tirsdag.

Han slås med hård modstand fra den franske fagbevægelse mod de omfattende reformer, der netop er vedtaget for at gøre det lettere at hyre og fyre.

Men Macrons hjemlige reformer og reformer af eurozonen er ifølge planen to dele af den samme indsats til fordel for job og vækst.

Han ønsker en fælles finansminister i spidsen for et omfattende eurobudget.

Pengene kan ifølge Macrons forslag bruges til at stimulere vækst og hjælpe lande, der rammes af økonomiske rystelser.

Men al snak om mange tyske penge til at hjælpe eurolande, der fører en slap økonomisk politik, har været gift i den tyske valgkamp.

Og Merkel ønsker da også et meget mindre eurobudget.

Hun mener, at pengene især skal bruges til at støtte lande, der gennemfører nødvendige reformer.

Isabell Hoffmann siger, at "det er let at se, at forskellene på de to holdninger er meget store".

- Men hvis man ser på, hvorfra de startede, så kan man ikke undgå at opdage, at de med store skridt bevæger sig hen imod hinanden, siger hun.

Fabian Zuleeg, der er direktør for tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, siger, at det vil åbne døre i Berlin, hvis Macron lykkes med sine reformer til gavn for job og vækst i Frankrig.

Fransk økonomi har i årevis haltet bagefter og har løbende problemer med at overholde eurozonens regler.

Men det har Macron lovet at få styr på, og det vil Merkel i givet fald kvittere for.

- Det store spørgsmål er: Vil han levere? Hvis han kan levere, vil det åbne døre. Men hvis tingene bliver skruet ned i Frankrig, vil det gå hurtigt med at lukke de døre igen, siger Zuleeg.

Meget kommer også til at afhænge af, hvem Merkel efter formentlig langvarige forhandlinger danner regering med efter sin forventede valgsejr.

Bliver det med socialdemokraterne igen, vil der være lydhørhed over for Macrons forslag. Men bliver det med de liberale, bliver det mere svært.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx