Af Ritzau - 16/01-17 04:15; Opdateret: 16/01-17 08:33

Tyrkisk fragtfly styrtet ned: Mindst 32 dræbt på landjordenTyrkisk fragtfly styrtet ned: Mindst 32 dræbt på landjorden

Et fragtfly er i tæt tåge styrtet ned i boligområde tæt på Kirgistans hovedstad. Mange på landjorden er dræbt.

Et fragtfly fra Turkish Airlines er natten til mandag dansk tid styrtet ned under indflyvningen til den internationale lufthavn i Kirgistans hovedstad, Bisjkek.

Flyet er styrtet ned i et boligområde, og 32 personer er bekræftet omkommet. Deriblandt mange på landjorden.

Hovedparten af de dræbte er lokale, og blandt ofrene er mindst seks børn samt fire piloter.

Mindst 15 bygninger er ødelagte.

Det oplyser myndighederne i det centralasiatiske land ifølge nyhedsbureauet AFP. Imens rapporterer nyhedsbureauet Reuters, at mindst 30 er dræbt.

Ulykken skete cirka klokken 7.30 lokal tid (2.30 dansk tid, red.) tæt på den internationale lufthavn Manas, der ligger cirka 35 kilometer nord for Bisjkek.

Området var dækket af tæt tåge, da flyet forsøgte at lande, oplyser myndighederne.

Lufthavnen, der er landets største, har som følge af ulykken lukket for al flytrafik ifølge det russiske nyhedsbureau Tass. Alle flyvninger vil være aflyst i hvert fald frem til mandag aften lokal tid.

Flyet af typen Boeing 747 var lettet fra Hongkong med kurs mod Istanbul i Tyrkiet. Undervejs skulle det mellemlande i Bisjkek.

Der var fem besætningsmedlemmer om bord.

- Vores tanker går til familierne til dem, der har mistet livet i denne tragiske hændelse, skriver Turkish Airlines på Twitter.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke, men umiddelbart tyder intet på en kriminel handling. Kirgisistans transportminister siger således til Tass, at fragtflyet missede landingsbanen.

- Indtil videre kan vi ikke sige, hvorfor det missede landingsbanen. Om det er en teknisk fejl eller vejrforholdene, siger ministeren.

Kirgistan, der var en del af Sovjetunionen frem til sammenbruddet i 1991, er et bjergrigt land med grænser til Kasakhstan, Kina, Tadsjikistan og Usbekistan.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx